Musikere, forfattere, dansere, billedkunstnere og andre kunstner der vil udtrykke sig kunstnerisk med Vadehavet som inspirationskilde, kan nu søge om to ugers ophold i Vadehavsområdet. I 2017 bliver det i feriehus på Rømø fra den 17. april til den 30. april.
Nationalpark Vadehavet lægger vægt på, at opholdet resulterer i et værk, der kan præsentere offentligheden for områdets karakter, kvaliteter eller udfordringer på en måde, der vil vække til eftertanke og refleksion. Det forventes, at kunstneren/kunstnerne indgår i en dialog med nationalparken om, hvordan en udstilling, performance eller anden præsentation af værket senere planlægges og gennemføres.
Det er således ikke en betingelse af arbejdet færdiggøres i forbindelse med opholdet, men at værket efterfølgende udstilles eller fremføres i området.
I løbet af opholdet skal kunstneren/kunstnerne desuden være indstillet på at medvirke ved et ”åbent hus”-arrangement for lokale kunstnere og kunstinteresserede fra vadehavsområdet.
Hvordan ansøger jeg?
- Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af, hvad arbejdsopholdet ønskes anvendt til, hvilket værk/værker der forventes produceret i forbindelse med opholdet samt tanker om, hvorledes værket tænkes præsenteret. Beskrivelsen må maksimalt fylde to A4-sider.
- Ansøgningen skal desuden indeholde cv for alle deltagende kunstnere.
- Ansøgning sendes per mail til vadehavet@danmarksnationalparker.dk og skal være Nationalpark Vadehavet i hænde senest onsdag den 11. januar 2017.
- Skriv gerne kunstnerophold i mailens emnefelt.
- Ansøgere kan forvente svar inden den 1. februar 2017
Fakta:
- Tidspunkt for opholdet vil være mandag den 17. april til søndag den 30. april 2017.
- Opholdet kan tildeles en enkelt eller en mindre gruppe af samarbejdede kunstnere.
- Kunstnere inden for alle kunstretninger opfordres til at søge.
- Nationalparken Vadehavet vil i de kommende år tilbyde kunstnerophold hvert andet år. Den fysiske base for opholdet vil skifte fra gang til gang.
- Udover opholdet støtter Nationalpark Vadehavet med diæter eller bespisning og vil være behjælpelig med transportmuligheder rundt i nationalparkområdet.
Læs mere om Nationalparken Vadehavet: www.nationalparkvadehavet.dk
From: Nyheder fra MUSIKEREN
