”Marianne Jelved indførte jo et kønsregistreringsbureaukrati, og det har jeg fjernet alle steder. Mit synspunkt er, at det er kvaliteten og intet andet, vi skal gå efter,” udtalte Bertel Haarder i sin argumentation for at fjerne registrering af kønsbalance i rytmisk musik.
Men faktisk viser både forskning og bundlinje, at kønsbalance også er et kvalitetsparameter. Faktisk viser al nyere forskning viser, at ”gender balance” har meget stor positiv effekt på bundlinjen.
Ifølge Heidi Rottbøll Andersen, direktør i Living Institute, skal der være balance i en organisation fra top til bund.
“Hvis verden fortsætter som nu, har vi kønsbalance i toplederne om 185 år. Det er et problem. Ikke mindst fordi kvinder træffer 80 procent af købebeslutninger. Hvis man ikke har styr på kønsbalancen, kommer en organisation eller branche til at lide af ”sameness thinking”, det vil sige, at beslutningstagerne er ens i fx køn og alder. Og dermed ikke afspejler verden,” siger hun og understreger, at det er vigtigt, at man som branche har både mandlige og kvindelige træk, så man afspejler den verden, man henvender sig til.
Dansk musikbranche halter bagefter
I lyset af de gode resultater som mange i det internationale erhvervsliv har opnået efter at have sat fokus på kønsbalancen på de bonede gulve, kan man undre sig ovenstående citat fra Danmarks kulturminister om at gå væk fra det, han kalder ”kønsregistreringsbureaukrati” i dansk musikliv.
For kan kvalitet være fuldstændig uafhængigt af kønsbalance? Nej siger forskningen. Ifølge en McKinsey undersøgelse fra 2012 kan man føje op til 28 trillioner USD til verdens BNP med øget ligestilling.
Altså er der penge i at fokusere på kønsbalance, og hvis man mener, der er bare en smule sammenhæng mellem kvalitet og en bundlinje, der batter, er det bare med at få styr på kønsbalancen. Også i musiklivet der som bekendt er en branche præget af en markant ubalance med 80 procent mænd og 20 procent kvinder i de rytmiske musikgenrer.
Kønsbalance til debat
Den markante kønsubalance i rytmisk musik har længe været til debat, og Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik har netop i går afholdt konferencen ”Fremtidsperspektiver i dansk musikliv”, hvor blandt andre ovenstående Heidi Rottbøll Andersen var keynote speaker.
Cirka 100 musikbranchefolk var mødt op for diskutere kønsbalance og især lytte til folk uden for branchen, som ifølge Henrik Marstal fra projektstøtteudvalget var en vigtig pointe.
”Det har været meget vigtigt at have folk udefra, fordi det her ikke er noget, der handler om musikbranchen som sådan. Nu kan alle de folk, der er skeptikere over for vigtigheden af kønsbalance høre, at de problemer, vi taler om, er almene. Vi har haft folk, der ikke er en del af musikbranchen overhovedet, som fortæller på meget overbevisende vis, at nogle af de problemer, vi ser i musikbranchen omkring kønsulighed, er noget, der ligger i hele vores kultur, så det er ikke specifikt for vores branche. Det er den meget vigtige pointe,” fortalte Henrik Marstal ved konferencens slutning.
“Vi kan se, at de her tiltag – konferencen i dag og de to workshops, vi tidligere har afholdt – kan være med til at anspore til, at den her debat fortsætter, ikke mindst set i et mangfoldighedssperspektiv. For i virkeligheden handler debatten jo ikke kun om køn, men også om andre mangfoldighedsparametre som etnicitet, geografi, alder og sociale forhold.”
Konference om Fremtidens perspektiver i dansk musikliv
Tirsdag den 1. december afholdt Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik konferencen ”Fremtidsperspektiver i dansk musikliv – med diversitet som katalysator for at finde nye veje”. Konferencen bød på tre keynote speakere, som var helt eller delvist uden for musikbranchen samt en række talere fra musikbranchen.
Alle kom med kvalificerede perspektiver på, hvordan musiklivet taler om eller skal tale om køn og diversitet. Cirka 100 deltagere på tværs af musiklivet deltog. Op til konferencen blev desuden afholdt to workshops – en i Aarhus og en i Slagelse. Projektstøtteudvalget håber, at konferencen kan være med til at anspore til, at debatten om kønsbalance og fokus på mangfoldighed fortsætter.
Musikeren.dk har skrevet en række artikler om kønsbalance, læs bl.a.:
Først og fremmest musiker
Musik, køn og fremtidens musikliv
Kvindelige forbilleder i rytmisk musik?
From: Nyheder fra MUSIKEREN
