Jazz skal lyde godt

Et øget fokus på jazz hos streamingtjenesten Wimp viser sig at være et hit for tjenestens hifi-publikum.
I 2013 lancerede WiMP streaming i cd-kvalitet – lossless streaming – så publikum kunne streame musikken uden kvalitetstab. Derudover har tjenesten et samarbejde med Copenhagen Jazz Festival om kuratering af redaktionelt indhold.

Godt med tilgængelighed

Festivalleder Kenneth Hansen fortæller, at Copenhagen Jazz Festival og WiMP samarbejder om at præsentere jazz for en ny lyttergruppe og introducere nye musikplatforme for jazzlytterne.
”Det er en del af vores vision om publikumsudvikling, men også udviklingen af tilgængeligheden af jazz på de digitale platforme,” siger festivallederen, der tilføjer, at WiMP’s nyeste undersøgelse tyder på, at jazzen har et stort potentiale hos musiklyttere, både på grund af lydkvaliteten og det redaktionelle fokus.
“Vi er glade for og støtter alle tiltag, der er med til at sætte større fokus på formidlingen af jazz – også på de nye medier, der er i øjenhøjde med lytterne. Det er til glæde for vores publikum, såvel som musikere, labels og spillesteder, at jazzen udbredes på de digitale platforme,” siger Kenneth Hansen.

Mere jazz på hifi

Gør WiMP status på 2014, er markedsandelen for jazz tre gange så høj blandt WiMPs hifi-brugere som hos dem, der ikke har et hifi-abonnement.
Ifølge Morten Remmer, Managing Director for WiMP Danmark, er en af de klareste fordele ved streaming, at man har et kæmpe katalog til rådighed, så man kan gå på opdagelse i musikhistorien.
”Tilføjer man en lokal musikredaktion med en stor viden om nichegenrer såsom jazz og en kuratering deraf, har man et jazzpublikum som pludselig kan tillade sig at være nysgerrige uden risiko for fejlkøb. Oveni dette giver lossless lydkvaliteten nichepublikummet mulighed for at lytte til ny musik i en perfekt lyd, hvor alle detaljer står tydeligt. Og netop denne kombination har jazzpublikummet vist overvældende stor interesse for,” siger han.
LÆS MERE: www.wimp.dk / www.wimpmusic.com
LÆS OGSÅ: Programmet for vinterjazz

From: Nyheder fra MUSIKEREN