Hædersydelse til melodiens mester

”Jørgen Emborg har gennem adskillige årtier henrykket med såvel sine kompositioner som sin evne til gang på gang at danne grupper, der i den grad har været med til at placere ham som en af dansk jazz’ absolut ypperste komponister og musikere,” skriver Statens Kunstfonds bl.a. om begrundelsen for at jazzpianisten og komponisten Jørgen Emborg får tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.

Melodiens mester

Emborg formår at skabe musik med hjerte, hjerne og krop. Han har siden 80’erne skrevet musik med enkle sangbare melodier ovenpå en bund af komplicerede jazzakkompagnement – både i sin vokal og instrumentale musik.
Derfor er det meget naturligt, at han har samarbejdet med et hav af sangerinder gennem tiden – for han formår at skrive melodier man får lyst til at synge med på.
Med bands som fusionsbandet Frontline med Cæcilie Nordby i front og siden Boel/Emborg/Vinding/Riel og Emborg/Larsen Quintet, formåede han at få de store danske sangerinder fra pop/rockscenen ind i jazzen og fusionsjazzen. Og dermed fik han også publikum med sig over i jazzen med fusionen af det enkle og elitære.
Jørgen Emborg har også skrevet en del suiter og korværker med jazzen og elektronisk musik som base.
Med den livslangeydelse kan han få mere ro til fortsat at komponere og spille til glæde for os alle sammen.

Fakta:

Hvad er Statens Kunstfonds hædersydelse?

Statens Kunstfonds hædersydelse er en livsvarig håndsrækning til kunstnere, der gennem et langt og produktivt liv har vist sit værd på den danske kunstscene gennem høj kvaliteten i den kunstneriske produktion.
Der er i alt 275 hædersydelser til rådighed fordelt på alle kunstarter, hvor de 44 går til musikere og komponister. Når en kunstner på livsvarig ydelse udtræder af ordningen, overtager en anden hædersydelsen.
Man kan ikke søge om at få tildelt hædersydelse, men skal indstilles af legatudvalget i Statens Kunstfond. Udvalget sender indstillingen til fondens repræsentantskab, der træffer den endelige beslutning.
Hædersydelsernes størrelse bliver beregnet på grundlag af et gennemsnit af kunstnerens skattepligtige indkomst over tre år. Kunstnere, der har en gennemsnitlig skattepligtig indkomst på ca. 387.000 kr. pr. år eller derover, modtager ingen ydelse. Den maksimale ydelse udgør ca. 156.100 kr./år før skat.

From: Nyheder fra MUSIKEREN