I år sætter World Music Festival fokus på ‘Good Vibes fra Mellemøsten’, gennem livsbekræftende musik, der skal sætte fokus på et ellers konfliktfyldt område. Det markeres blandt andet til åbningskoncerten i dag onsdag kl. 14.30 på Rådhuspladsen, hvor man kan opleve den israelske duo Tal y Tali, den egyptiske sangerinde Fatma Zidan og det multietniske rockende Rocqawali.
Største andel af kvindelige kunstnere
Et andet fokuspunkt ved Copenhagen World Music Festival er kvindelige kunstnere. Copenhagen World Music Festival er en af de danske festivaler, der har flest kvinder på scenen, og det er koordinator Annette Bellaoui både stolt af og klar til at arbejde videre for:
“Der er en kæmpe skævvridning på de danske musikscener, hvor mænd dominerer i alt for høj grad. Vi arbejder aktivt på at få flere kvinder på scenerne, og der er ingen undskyldning for at lade være, for der er masser af spændende kvindelige kunstnere at tage af. I vores program har vi ca. 50 events, og i omkring halvdelen indgår mindst én kvindelig artist. Der er knap 250 kunstnere på i alt, deraf omkring 90 kvinder, så procentmæssigt ligger vi lidt højere end sidste år, hvor kvindelige kunstnere udgjorde lidt over 35%,” udtaler Annette Bellaoui.
Fokus på nordisk kultur
På Amager Kulturpunkt vil der fredag og lørdag være fokus på den nordiske kulturs rødder gennem alt fra vikinge-show, middelaldermusik og nordisk folktronica.
På festivalen vil der også være filmforevisning, verdensmusisk legeplads med plads til hele familien og hede dansedage.
Verdensmusik til den brede befolkning
Formålet med World Music Festival er at bringe verdensmusik ud til den brede befolkning og udbrede kendskabet til de mange spændende musikstilarter. Festivalen vil også skabe netværk og samarbejde mellem musikere, etniske foreninger og spillesteder og festivaler.
Find programmet på www.cphworld.dk
From: Nyheder fra MUSIKEREN
