Over 650 gæster var med i salen, og på P8 Jazz kunne lytterne følge med i slagets gang, da den danske jazz blev hyldet på Bremen Teater i København. Sammen med beatpoeten Claus Høxbroe styrede aftenens værter, Master Fatman og Stine Danving, publikum igennem et festligt program med uddeling af i alt otte priser.
Prisoverrækkelsen blev krydret med indslag fra blandt andre DR Big Bandet, Maria Faust og 3xHess. Showet blev sluttet af med musik fra Ibrahim Electric og Palle Mikkelborg.
FRA ARKIVET: To statuetter til Maria Faust i DMA Jazz 2014
I kategorien Årets Danske Jazzudgivelse løb guitaristen Jakob Bro med sejren blandt de seks nominerede. ‘Gefion’ er Jakob Bros første udgivelse som kapelmester på det anerkendte tyske label ECM.
”Mens jeg sad her i salen, tænkte jeg over, hvor mange andre der også har fortjent prisen her. Vi har virkelig en frodig musikscene i Danmark, som jeg er stolt af at være en del af. For mig har Gefion været starten på noget nyt – jeg har i langt højere grad tænkt mit instrument ind i kompositionerne,” sagde Jakob Bro, da han modtog prisen.
Ingen respekt for konventionerne
En af aftenens store vindere blev bandet Horse Orchestra, som fik hele to priser – Årets Danske Særudgivelse og Årets Nye Danske Jazznavn – for albummet ‘Living The Dream’. En af juryens begrundelser lød:
”Bandet består af unge musikere, som ikke har nogen respekt for konventionerne. De gør, akkurat hvad de vil, uden at skele til hvad andre musikere gør. De kan kaste sig ud i en New Orleans-komposition fra 1920’erne i det ene øjeblik og jazz fra Chicago fra 60’erne i næste og spille begge stilarter med lige stor overbevisning – samtidig med at de tilfører musikken et personligt og originalt præg.”
Derudover fik Claus Waidtløw prisen som Årets Danske Jazzkomponist for musikken til ‘Claus Waidtløw & The Orchestra feat. Jeff Ballard’, mens Sinne Eeg for andet år i træk vandt i kategorien Årets Danske Vokaljazzudgivelse – denne gang med bassisten Thomas Fonnesbæk for deres fælles udgivelse ‘Eeg – Fonnesbæk’.
Børnejazzprisen gik til Univers på vers, der ledet af komponist og basunist Anders Jacobsen spiller latinamerikansk inspireret jazz med finurlige danske tekster. Blandt sangene finder man for eksempel en Bakterie Rumba og en Rotteblues.
Fine priser til ø-festival og Jazzy Days’ formand
Live Jazz Danmark Prisen gik i år til Femø Jazz Festival, mens P8 Jazz Prisen gik til formanden for Jazzy Days i Tversted, Niels Ole Sørensen.
Vinderne ved Danish Music Awards Jazz 2015:
Årets Danske Jazzudgivelse
Jakob Bro – for udgivelsen ‘Gefion’ (ECM)
Årets Danske Jazzkomponist (uddeles i samarbejde med DJBFA)
Claus Waidtløw & The Orchestra feat. Jeff Ballard – for udgivelsen ‘Playhouse’ (Gateway)
Årets Danske Særudgivelse
Horse Orchestra – for udgivelsen ‘Living The Dream’ (Barefoot Records)
Årets Danske Vokaljazzudgivelse
Sinne Eeg og Thomas Fonnesbæk – for udgivelsen ‘Eeg Fonnesbæk’ (Stunt Records)
Årets Nye Danske Jazznavn
Horse Orchestra – for udgivelsen ‘Living The Dream’ (Barefoot Records)
Børnejazzprisen
Univers på vers
Live Jazz Danmark Prisen (uddeles i samarbejde med KODA)
Femø Jazz Festival
P8 Jazz Prisen
Niels Ole Sørensen – formand for Tversted Jazzy Days
From: Nyheder fra MUSIKEREN
