Flertal vil redde UnderholdningsOrkestret

Tirsdag aften kunne man læse en glædelig nyhed for dansk musikliv på politiken.dk. Et flertal bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Enhedslisten og et mandat fra Færøerne kræver, at DR trækker lukningen af UnderholdningsOrkestret tilbage.
Både politikere og eksperter mener, at det er usandsynligt, at kulturministeren vil gå imod flertallet for at genansætte og beholde orkestret. Men hvis hun gør, vil de Konservative: ”fremsætte et beslutningsforslag om det i Folketinget, og der kan regeringen ikke gå imod et flertal,” siger Lars Barfod til politiken.dk.
LÆS OGSÅ: Danmark bliver fattigere hvis DRUO lukkes

Armslængde og lovgivning

Et flertal i folketinget mener, at det er en forkert beslutning at lukke DR UnderholdningsOrkestret, da DR’s orkestre og kor udtrykkeligt er indført i public service-aftalen, indtil det næste medieforlig er vedtaget ved årets udløb.
”Kulturordførernes argumentation for at ændre DR’s beslutning og bibeholde UnderholdningsOrkestret er lige efter bogen, og derfor ikke et brud på armslængdeprincippet,” siger Anders Laursen, formand for Dansk Musiker Forbund..
“Som sagen står nu, er de nuværende ensembler i DR skrevet ind i den Public Service-aftale, der udløber til årsskiftet. UnderholdningsOrkestret er således en del af denne aftale. Derfor mener vi på ingen måde, at der er tale om et brud på armslængdeprincippet, når et politisk flertal nu går ud og kræver, at DR trækker lukningen af orkestret tilbage. Det handler om, hvad et flertal i folketinget ønsker, og hvad der er godt for dansk musikliv – nemlig at sikre Danmarks populæreste orkester,” afslutter Anders Laursen.

From: Nyheder fra MUSIKEREN