En nedgang på omtrent 40 procent af jobbene næsten fra den ene dag til den anden. Det var realiteterne for orkestret Collage fra Viborg, da krisen for alvor slog igennem i 2008. Collage består af professionelle musikere, der har arbejdet støt og roligt med orkestret siden 1984. Deres referenceliste er umådelig lang, og de har en trofast kreds af kunder, der hyrer dem år efter år, fordi de leverer en god vare.
TILMELD DIG: Gratis tilmelding til DMFexpoEvent i Vejle 8. marts
Firmafesterne var lokomotivet
”Efter krisen har det været et skridt frem og to tilbage. Firmafesterne har vi ikke haft så mange af de senere år, og de var tidligere lokomotivet for os. Men det er begyndt at komme tilbage igen så småt,” siger Claus Hostrup Hansen, keyboardspiller og guitarist i Collage.
Det er blevet sværere at få festjob i kalenderen. Konkurrencen er blevet hårdere, firmafesterne ikke så hyppige som tidligere, og der er pres på prisen… siger musikerne
I dag har Collage årligt omkring 25 job. De vil gerne op på mere. Hvor de tidligere satsede 100 procent på orkestret som primær levevej, har de alle andre job ved siden af. Claus Hostrup Hansen arbejder som musiklærer på Kulturskolen Viborg.
Langt mellem festjobbene
Forud for den store DMF Event i Vejle 8. marts med festmusikken i centrum har DMF interviewet en række musikere. Lige fra solomusikeren til det større band. Mange siger det samme: Det er blevet sværere at få festjob i kalenderen. Konkurrencen er blevet hårdere, firmafesterne ikke så hyppige som tidligere, og der er pres på prisen.
En snak med bookere og musikere rundt i landet bekræfter dette. Preben Eriksen fra Musikformidlingen i Aarhus, DMF, genkender problematikken med firmafesterne.
”Mange orkestre havde firmafesterne som et godt fundament. Det ændrede sig i oktober 2008, hvor firmafesterne forsvandt som dug for solen. De er ikke kommet tilbage igen med samme styrke, selvom det er begyndt at løfte sig lidt,” siger Preben Eriksen.
“DJ’s, duoer og ikke mindst stand-up har overtaget en del af markedet for firmafester”
Booker Jørgen Jangmark
Jørgen Jangmark, der har været leder af Danish Music Agency i København i cirka 20 år og i dag har sit eget bookingbureau, Jangmarks Agentur, vurderer også, at der er en lille stigning i den traditionelle efterspørgsel efter musik til firmafesten.
TILMELD DIG: Gratis tilmelding til DMFexpoEvent i Vejle 8. marts
”Da krisen kom, blev der skåret ind til benet. Musik og underholdning var noget af det første, firmaerne sagde stop for – og er det sidste, der kommer på igen,” siger han.
Han peger på, at DJ’s, duoer og ikke mindst stand-up har overtaget en del af markedet for firmafester.
Solomusikeren – en truet race
Jørgen Jangmark ser en anden klar tendens, nemlig at solomusikeren får det sværere og sværere.
”Den traditionelle solomusiker på keyboardet ovre i hjørnet er der mindre og mindre efterspørgsel på. I gamle dage var konfirmationer booket mere end et år i forvejen, og det var ikke til at opdrive en solomusiker på de store konfirmationsdage. I dag er det helt anderledes. Konfirmanderne gider ikke længere at have den slags underholdning til deres fester.”
“Jeg hører indimellem chokerende priser på orkestre på fire og fem mand.”
Preben Eriksen, Musikformidlingen i Aarhus, DMF
Det billede genkender Preben Eriksen: ”De unge på 40-genren er jo stort set væk. Mange af dem, der holder 40 eller 50 års fødselsdag, kender selv nogen, der spiller. Jeg ser heller ikke mange unge solo-festmusikere dukker op. Konkurrencen på det marked er hård, og mange unge bands vil gerne ud at spille og trykker priserne. Jeg hører indimellem chokerende priser på orkestre på fire og fem mand. Eller kunder, der siger: Jamen, vi kan da få et helt orkester for den pris, vi skal give for en enkelt mand hos dig.”
Maia Jochimsen fra Danish Music Agency i København konstaterer, at folk er prisbevidste og gerne vil have noget helt særligt, når de køber musik til festen eller jubilæet.
“Tendensen er, at man gerne vil have noget, der er lidt mere personligt i forhold firmaet,” siger Maia Jochimsen, Danish Music Agency.
”Folk vil gerne have noget, der er personligt og unikt. Eller de har ønsker til repertoiret, så bandet kan spille noget, der har særlig betydning for fødselaren, brudeparret osv. Vi får også flere henvendelser fra folk, der vil lave et surpriseindslag for konen eller kæresten, noget der skal være helt specielt,” siger Maia Jochimsen.
TILMELD DIG: Gratis tilmelding til DMFexpoEvent i Vejle 8. marts
From: Nyheder fra MUSIKEREN
