Fest med flere genrer på Distortion

Der er fest over hele byen, når Distortion i denne uge bevæger sig igennem København. Onsdag får Nørrebro besøg af festkaravanen, mens det torsdag er Vesterbros tur. I de to bydele vil over 40 lokale sound systems vende op og ned på gaderne med musik og blandt andet også gademiddage.
Torsdag kan distortiongæsterne også få sig en klassisk oplevelse, når gadefestivalen i samarbejde med Wilhelm Hansen Fonden præsenterer en seks timer lang koncert i Enghaveparken på Vesterbro. Man kan høre nogle af de største navne på den klassiske musikscene lige nu blandt andre Max Richter, Duen – det Danske Ungdomsensemble og We Like We.

Grundlovsfest på Slotsholmen

Fredag er det grundlovsdag og på Slotsholmen fejrer Distortion i samarbejde med blandt andre Folketinget og Dansk Kvindesamfund 100 året for 1915 grundloven. Der vil man blandt andet kunne opleve musik med Baby in Vain, Vinnie Who og Julias Moon. Derudover vil der være fællesbad ved kanalen, pigefodboldturnering, picnic i Bibliotekshaven og børnedisko.
FRA ARKIVET: Maratongadefest i København
Børnedisko er der faktisk hele ugen. Børnedistortion sørger fra mandag til lørdag for, at børnene også har en fest. Dans, musik, kreaværksteder, yoga for børn, trylleshows og bare masser af fest er blandt andet på programmet. Børnedistortion er at finde på Mozarts plads i Sydhavnen mandag og tirsdag, på Israels plads i Indre By onsdag, Skydebanehaven på Vesterbro torsdag og slutter med maner på Fisketorvets tag lørdag.
Jazzen er også at finde under Distortion. JazzDanmark og Copenhagen Jazz Festival præsenterer to koncerter på basketballbanen på Charlotte Amundsens Plads ved Nansensgade i Indre By onsdag. Her kan publikum høre Cirklen, hvor publikum er sat i centrum og omringet af seks guitarister, der spiller ind mod publikum og hinanden, og trommeduoen ToTo.
Fredag og lørdag finder festerne sted på Distortion Ø på Refshaleøen, hvor mere end ni scener vil sprede feststemning og festmusik til gæsterne.

From: Nyheder fra MUSIKEREN