Fattigt at skære i kulturen

Det skorter ikke på kritik af finanslovens besparelser på kulturområdet.

”Det er i sandhed et fattigt land, både på penge og ikke mindst på ånd, der rundbarberer landets kunst og kultur. Så ja, vi bliver både fattigere og dummere af det her,” lyder det kontant og kritisk i dag på Altinget.dk fra kulturordfører Marianne Jelved (R) om nedskæringerne på kulturen – et område der i forvejen er underlagt stramme budgetter.

Også Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, er ude med riven og kritiserer i Berlingske regeringen for ”den største nedskæring på kunsten, kulturen og kulturarven i Danmark siden Anders Fogh Rasmussen-regeringen.”

Udenlandsk kritik af nedskæringer

Som tidligere omtalt her på musikeren.dk forventer man i Det Kongelige Teater at skære Det Kongelige Kapel med, hvad der svarer til 14 fuldtidsmusikerstillinger. Det får nu ifølge dagens Politiken flere prominente udenlandske dirigenter til at råbe vagt i gevær.
Det drejer sig blandt andre om Russiske Alexander Vedernikov, tidligere dirigent ved Bolsjojteatret i Moskva nu chefdirigent for Odense Symfoniorkester, som udtrykker ”ærgrelse” over, at man skærer i Det Kongelige Kapel.
Samme tone lyder fra chefdirigent for det tyske radiosymfoniorkester i Köln, Mikhail Jurowski:

”En reduktion af antallet af musikere vil reducere orkestrets repertoire,” siger han og understreger, at færre fastansatte musikere vil tvinge orkestret ud i brug af flere løst hyrede assistenter, hvilket igen vil reducere klangkvaliteten hos orkestret, som han betegner som ”et af de bedste i verden”.

Den tyske dirigent Hartmut Haenchen forudser, at nedskæringerne vil starte en negativ spiral, der vil føre til flere nedskæringer, mens franske Bertrand de Billy udtaler, at ”det mest værdifulde, Europa har, er dets kulturelle mangfoldighed, og Det Kongelige Kapel er en af de største skatte, Danmark har at tilbyde på dette område.”

I strid med armslængdeprincipper

Også armslængdeprincippet står for skud i finansloven, for DF har gennemtrumfet, at kunststøtten uddelt af Statens Kunstfond, beskæres med to procent de næste fire år. Pengene skal i stedet bruges på blandt andet formidling af dansk historie til børn og unge samt bevaring af runesten. Dermed tager man penge, der i dag uddeles efter et armslængdeprincip, og uddeler til specifikke områder.
Ifølge Mogens Jensen er den slags i ”betænkelig strid med armslængdeprincipper”.

”Sandheden er jo, at mens Venstre, Liberal Alliance, de Konservative og Dansk Folkeparti omfordeler midler i betænkelig strid med normale armslængde-principper, kommer de store kulturarvsinstitutioner til at skære voldsomt ned de kommende år,” siger han til Berlingske Tidende.

Han kalder det ”grotesk”, at DF i finanslovsresultatet har fremstillet det som en styrket formidling af Danmarks historie, når man samtidig tager hundredevis af millioner fra kulturinstitutionerne som fx landsdelsorkestrene, musikkonservatorierne og musikskolerne.


Kilder:

Altinget 24.11.2015
Berlingske 24.11.2015
Politiken 24.11.2015
Berlingske 19.11.2015
Politiken 20.11.2015

From: Nyheder fra MUSIKEREN