”At terrordrab rammer unge på spillestedsbesøg, er så langt ude, som tænkes kan. Begået af unge ISIS-krigere med et middelaldermørkt livssyn med rod i religion og had. Begået i byernes by – Paris. Vi elsker dig, Paris, og vi føler med dig. Charlie Hebdo blev ramt i januar. Og krigen fortsætter med anslag imod kerneværdier som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Ja, rammer vores ret til koncerter, fodbold og restaurantbesøg,” siger Anders Laursen, formand for Dansk Musiker Forbund.
Brutalt nedslagtet
”Livemusikkens fællesskab blev brutalt nedslagtet af terrorister på det legendariske spillested La Bataclan i Paris,” skriver spillestedsorganisationen Dansk Live oven på fredagens terrorangreb.
Jakob Brixvold, der er sekretariatschef i Dansk Live, uddyber over for MUSIKEREN: ”Dansk Live er i tæt kontakt med vores franske søsterorganisation Fedelima, og de øvrige europæiske livearrangør-organisationer, og afventer nu et fælles communiqué fra den franske musiksektor. Det forlyder dog allerede nu, at der ikke er sket brister på nogle procedurer på Bataclan, og den franske kulturminister har da også udtrykt sin støtte til landets spillesteder.”
”Vi må holde fast i, at spillesteder og festivaler er åbne mødesteder, hvor musik, samvær mellem mennesker, glæde og fest bringer folk sammen – og det arbejdes der nu på en fælles europæisk markering af.”
Jakob Brixvold, Dansk Live
Allerede fokus på sikkerheden på danske spillesteder
I en artikel i Politiken melder en række af Danmarks spillesteder, at de allerede har sikkerheden i højsædet. ”Vi kører et konsekvent højt sikkerhedsniveau, men angrebet har givet os anledning til at prøve procedurerne af med vores medarbejdere, og det har givet os anledning til at se på, om der er brug for mere mandskab enkelte steder,” siger Carsten V. Nielsen, der er direktør for Train i Aarhus.
I Vega lyder beskeden fra direktør Sten Jørgensen til Politiken: ”Vi har været i kontakt med myndighederne siden lørdag morgen, og vi har ikke fået at vide, at vi skal ændre på de procedurer, vi allerede har.” Han fortæller videre, at angrebet i Paris har givet anledning til at gennemgå sikkerhedsberedskabet på spillestedet og til at tale med samarbejdspartnere om, hvordan de i fremtiden skal gøre for at sikre, at koncertstederne forbliver sikre.”
DMF-medlem spiller i Paris
Et af Dansk Musiker Forbunds medlemmer, Katrine Ottosen a.k.a. CallMeKat, er rejst til Paris for at spille koncerter og skriver i en Facebook-opdatering, at der igen er fyldt med mennesker i byens restaurationsliv og at hendes udlejningsbil blev undersøgt, da hun parkerede den.
”Fyren, der undersøgte den, undrede sig over den store flightcase med påskriften ‘fragile’. Men han lyste op, da jeg fortalte ham, at det var en guitarforstærker, som var medbragt til et show, vi skal spille i morgen.”
“Det er en helt særlig følelse at være her, og jeg skåler med et stille glas vin for denne skønne by og dets standhaftige og livselskende indbyggere.”
Katrine Ottosen a.k.a. CallMeKat
Eagles Of Death Metal til tops på hitliste
Bandet Eagles Of Death Metal, hvis koncert var genstand for terrorangrebet, skulle have spillet i Amager Bio i København den 24. november, men har nu aflyst resten af deres Europaturné. Til gengæld er der startet en kampagne med det formål at få Eagles Of Death Metal til at nå 1. pladsen på den britiske hitliste med deres version af Duran Durans “Save A Prayer”. Aktiviteten foregår på en Facebookside, hvor over 12.000 brugere i skrivende stund har ”liket” siden www.facebook.com/eodmforno1, og sangen er hastigt på vej op ad iTunes hitlisten. Duran Duran har lovet at donere indtægterne til velgørenhed.
Et anslag mod musikken
Mange har udtalt sig og lagt afstand til terrorangrebet, heriblandt mange musikere: “Det er vores folk. Det kunne være mig under en koncert,” sagde U2’s Bono i et radiointerview forleden og betegnede angrebet som “det første direkte anslag mod musikken, som vi har haft i denne såkaldte krig mod terror eller hvad det kaldes. Det er meget trist.”
Musikbranchefolk blandt de over 130 omkomne
Over 130 mennesker har indtil nu mistet livet efter de koordinerede terrorangreb i Paris i fredags. 87 mennesker blev dræbt under angrebet på spillestedet Bataclan, heraf flest publikummer. Musikerne i bandet Eagles Of Death Metal overlevede, men de mistede deres merchandisemanager, den 36-årige brite, Nick Alexander. En ven til Nick har oprettet en mindefond, hvor man kan donere penge til hans efterladte.
Der er pt. indsamlet mere end 550.000 kr. til Nick Alexanders mindefond og der kan fortsat doneres pengebeløb her: www.gofundme.com/y7aaknp8
Udover merchandisemanager Nick Alexander er også fire andre musikbranchefolk rapporteret omkomne ved terrorangrebet, bl.a. en fransk musikjournalist og to ansatte hos pladeselskabet Mercury Records samt en tidligere Universal Music-chef fra Frankrig. De var i aldersgruppen 24 til 43 år.
Kilder:
- Bono om terrorangrebet i Huffington Post
- Meddelelse fra Bataclan refereret i Rolling Stone Magazine
- Musikbranchefolk omkommet, omtalt i musicbusinessworldwide.com
- Sikkerheden på danske spillesteder, omtalt i Politiken
- Dansk Live tager afstand
From: Nyheder fra MUSIKEREN
