Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums rektor Bertel Krarup mere end antyder, at Finanslovsforslagets varslede besparelser på to procent årligt over de næste fire år vil komme til at gå udover kvaliteten på konservatorieundervisningen. Men der vil gå et år før det for alvor kan mærkes.
”Vi laver et budget for 2016 med forskellige beskæringer uden at begynde at gå ind og save i benet,” forklarer DKDM’s rektor Bertel Krarup illustrerende. ”Men derefter skal vi i gennem et større analysearbejde for at lave nogle større hug.”
Der skal skæres dybt
”Besparelserne må primært findes i lønninger og det vil ramme kerneområdet på sigt,” siger Krarup. ”De øvrige udgifter er områder, vi ikke kan spare på som husleje, varme og el med mere, så der er kun et sted at spare og det er på lønninger.”
Efter 2016 skal der, hvis besparelserne bliver en realitet, skulle skæres dybt, og det vil kunne mærkes på kvaliteten, indikerer Bertel Krarup: ”Vi kan ikke fortsat opretholde en retorik, hvor vi siger, at vi skal være de bedste og sammenligner os med de bedste i udlandet og samtidig skulle leve op til så store besparelser.”
DF mener, at man kan spare smart
Alex Ahrendtsen (DF) argumenterede ellers i et samråd i Kulturudvalget den 7. oktober for at ”spare smart”:
”DKDM har bundet mange midler i at bevare og renovere en bygning på Rosenørns Alle, som er fredet. Selve undervisningsdelen udgør kun 1/4, og tager man instrumentarium og bibliotek med er man oppe på 1/3,” siger Ahrendtsen, som ligeledes frygter at besparelserne vil gå ud over undervisningen i form af færre timer til de studerende.
Ahrendtsen foreslår derfor at friholde undervisningen og alene spare på ”administration og renovering af bygningsmasse, så det ikke går ud over indholdet i en institution.”
Forelagt dette præciserer Krarup, at det alene er undervisningslønningerne, der udgør lidt over 1/4 af det totale budget, men han er naturligvis positiv over for ethvert forslag, der vil kunne reducere besparelserne.
LÆS OGSÅ: Frihold landsdelsorkestrene for besparelser
From: Nyheder fra MUSIKEREN
