Et af formålene med den nye Dansktop talentkonkurrence er, ”at hylde dansktopmusikken og give den den anerkendelse, som den fortjener,” siger Familiejournalens direktør Anette Kokholm.
Svært ved at blive taget alvorligt
Vært på de 12 programmer, der starter optagelse den 18. august, er Ole Stephensen.
“Jeg ved, der findes masser af talenter ude i landet, som på grund af for eksempel alder eller musikgenre ikke har så store chancer for at blive taget alvorligt i de eksisterende talentshows.”
Ole Stephensen, vært på Dansktop Prisen 2015
Ole Stephensen vil stå i spidsen for et særligt udvalgt ekspertpanel. Panelet skal vejlede og støtte deltagerne, og herefter er det seerne, der ved hjælp af sms-stemmer skal afgøre, hvor langt, de enkelte når i konkurrencen.
Bundesen tilbage på tv
Med i ekspertpanelet sidder Shu-bi-dua-forsanger Michael Bundesen, der iflg. Familie Journalen, glæder sig til at være en del af det ekspertpanel, som støtter og rådgiver de medvirkende kunstnere i programmerne. De øvrige paneldeltagere er sangerinden Lei Moe, producent og sangskriver Søren Bundgaard samt Henrik Sørensen fra Sony Music.
I foråret 2011 blev Michael Bundesen ramt af en blodprop og hverken Shu-bi-dua eller Michael Bundesen har optrådt siden da. ” Michael er vild med, at vi med talentkonkurrencen og Dansktop Prisen anerkender dansk musik, så musikgenren kan få den opmærksomhed, den faktisk fortjener,” siger Ole Stephensen i Familie Journalen.
Stort finaleshow i 2016
Programmerne sendes på dk4 fra lørdag den 5. september og talentkonkurrencerne kulminerer med et stort finaleshow med både finalisterne samt de mest populære dansktop-stjerner, lyder meldingen fra Familie Journalen og dk4, der forventer at samle 5000 mennesker til denne begivenhed sidst i januar 2016.
Kilder:
- dk4
- Familie Journalen
From: Nyheder fra MUSIKEREN
