CPH World Music Festival hylder kvinderne

Festivalen ønsker at fremhæve musikkens evne til at forene mennesker på tværs af traditioner og kulturer ved at udfordre og nedbryde grænser, og publikum kan opleve traditionelle world-genrer blandet med mere mainstream som pop, rock og elektronisk i en legende stræben efter at skabe ny lyd på tværs af dogmer og prædikater.
CPH World Music Festival 2015 har særligt fokus på at markere 100-året for danske kvinders stemmeret.

“Der bliver talt meget om, at der er for få kvinder i rytmisk musik, men der er ikke rigtig nogen, der gør noget ved det. Vi har i mange år arbejdet målrettet på at promovere kvindelige kunstnere i Danmark. I år, hvor det er 100-året for kvindernes valgret, synes vi, det er på sin plads at styrke opmærksomheden på de mange spændende kvindelige kunstnere, der gæster festivalen,” fortæller Annette Bellaoui, koordinator og en af initiativtagerne til festivalen.

100-årsdagen fejres blandt andet med en gratis udendørs koncert lørdag den 5. september fra kl. 15.00 på Sankt Hans Torv med det kvindelige ensemble Radiant Arcadia, den fortryllende sanger og saz-spiller Mizgin og endelig Jullie Hjetland, der i et samarbejde med Rumpistol skaber et spændende møde mellem nordisk folkemusik og et elektronisk lydunivers i projektet Lukkif.
LÆS OGSÅ: Portræt af Lukkif i fagbladet MUSIKEREN.
Festivalen løber af stablen den 2.-6. september. Onsdag lægges ud med åbningskoncert på Rådhuspladsen i indre København med tre multikulturelle orkestre Seido Taiko, Los Fuegos og Patchanka.
Trioen Hudna, som MUSIKEREN talte med efter deres koncert på årets Roskilde Festival, spiller torsdag og lørdag (læs om Hudna i artiklen: Tak for musikken, Roskilde!)
I alt spiller cirka 50 orkestre over fem dage på årets CPH World Music Festival.
LÆS MERE: www.cphworld.dk

From: Nyheder fra MUSIKEREN