Årets GAFFA-Priser gik (mest) til Mø, Mads og Tim

Mere end 15.000 GAFFA-læsere havde afgivet deres stemme, da GAFFA-Prisen blev afholdt i torsdags. Mange havde stemt på Mø, som modtog fire priser blandt andet for Årets Danske Kvindelige Kunstner – en pris hun også vandt i 2013.
Makkerparret Mads Langer & Tim Christensen vandt to priser på baggrund af deres fælles ep ”Side Effects”, nemlig Årets Danske Band og Årets Danske Rockudgivelse.
”Mads kan desværre ikke være her i dag, fordi han er i USA for at lave en ny grammofonplade,” sagde Tim Christensen, der tidligere har vundet flere GAFFA-priser, bl.a. for Årets Danske Sanger.
”Den vigtigste pris altid er fra publikum,” sagde han, der takkede for priserne på vegne af dem begge.
Sidste år til GAFFAs prisuddeling var Mads Langer den store vinder med fire priser, mens Mø fik to priser bl.a. for Årets Nye Navn – en pris der i år gik til den unge trio L.I.G.A. Tim Christensen har også tidligere vundet flere Gaffa-priser bl.a. for Årets Danske Sanger.

Publikum bestemmer

Netop det faktum, at GAFFA-Prisen er en publikums-/læserafstemning, har altid vakt begejstring blandt musikerne, som ofte nævner det i deres takketale som en stor ting.
Hvert år udvælger GAFFAs redaktion cirka 25 solister/bands i hver kategori ud fra popularitet og anmeldelser. Derfra er det udelukkende læserne, der bestemmer, og det betyder meget for kunstnerne.
”Både de nominerede og vinderne er altid meget beærede, især når de vinder første gang som fx L.I.G.A. gjorde i år,” fortæller Ole Rosenstand Svidt, webredaktør på GAFFA.
Sådan har det været fra starten, da GAFFA lancerede sin prisuddeling for 24 år siden. Indtil for små 10 år siden foregik afstemningen ved, at man udfyldte en kupon i magasinet, klippede den ud og sendte den ind til redaktionen. Nu foregår det hele digitalt og især via sociale medier, og det kræver også en hel del af musikerne selv.
”Det er klart, at de kunstnere, der har en stor fanbase på sociale medier, har en fordel,” siger webredaktøren understreger, at et godt netværk er afgørende, når en pris udelukkende er baseret på publikumsafstemning.


Om GAFFA-prisen

Livemusikken til GAFFA-prisen 2014 blev leveret af The Asteroids Galaxy Tour, Blaue Blume, Cancer, Tina Dickow, De Eneste To, Djämes Braun og TopGunn.

GAFFA-Prisen har været uddelt siden 1991 og har siden 2010 været afholdt som gallashow på Bremen i København.

Læserne har i efteråret haft mulighed for at stemme på årets musiknavne fra ind- og udland. I alt har 15.237 læsere afgivet deres personlige stemmer i 17 kategorier. De nominerede i hver kategori var de 3-5 kunstnere, der havde fået flest læserstemmer blandt kandidaterne, som var indstillet af GAFFAs redaktion. De endelige vindere var de navne, der har fået flest læserstemmer i de enkelte kategorier.

Vinderne af GAFFA-Prisen 2014

  • Årets Danske Album – MØ: No Mythologies to Follow
  • Årets Danske Band – Mads Langer & Tim Christensen
  • Årets Danske Kvindelige Kunstner – MØ
  • Årets Danske Mandlige Kunster – Christopher
  • Årets Nye Danske Navn – L.I.G.A.
  • Årets Danske Hit – MØ: Don’t Wanna Dance
  • Årets Danske Rockudgivelse – Mads Langer og Tim Christensen: Side Effects
  • Årets Danske Popudgivelse – MØ: No Mythologies to Follow
  • Årets Danske Urban-Udgivelse – L.O.C. Sakrilegium
  • Årets Danske Hardrock-Udgivelse – Solbrud: Jærtegn
  • Årets Danske Elektroniske Udgivelse – Tomas Barfod: Love Me
  • GAFFAs Specialpris – S!vas

SE OGSÅ: Listen over alle vindere i GAFFA-Prisen 2014

From: Nyheder fra MUSIKEREN