Vinterjazz over hele landet

Igen i år åbner Vinterjazz dørene rundt på de lokale jazzklubber over hele landet til et sammenskudsgilde med musikere, spillesteder, arrangører og publikum. Over 600 koncerter på mere end 100 spillesteder vil hen over tre uger blive afviklet i februar måned.

En ekstra uge

Vinterjazz 2016 finder sted den 5.-28. februar og er udvidet med en uge i forhold til tidligere, så den rækker ind over skolernes vinterferie, hvor en del af koncerterne er lagt. Derudover kommer en ekstra weekend på, som skal tiltrække nogle af de internationale navne, som turnerer i sidste halvdel af februar.

Danske navne

En lang række danske og internationale kunstnere spiller landet over. Blandt de danske navne finder man Sølvtøjet med Kresten Osgood, Jesper Thilo, Lotte Anker, Lars Skinnebach m.fl., som besøger fem byer på festivalen. Koncerttemaet Wild at Heart med Eget Værelse og Shitney (Maria Faust, Qarin Wikström, Katrine Amsler), der rejser fra by til by. DR Big Bandet er på turné i Jylland fra Sønderborg til Brønderslev, og derudover finder man selvfølgelig en masse både velkendte og nye danske projekter som eksempelvis Cæcilie Norby & Lars Danielsson (DK/SE), Eliel Lazo & The Cuban Funk Machine (DK/CU), Hugh Steinmetz Sekstet, Sinne Eeg, Live Foyn Friis, 3 x Hess, Carsten Dahl, CTM, DJ Hvad, Maria Faust, Ibrahim Electric, The Black Nothing, Søren Kjærgaard/Paul Lovens (DK/DE), JazzKamikaze, Remembering Billy Strayhorn (US/DK) og mange flere.

Fødselsdagsfest for Svend

Svend Asmussen 100 års fødselsdag (den 28. februar) markeres i særlig grad, når Mads Tolling Quartet spiller hyldestkoncerter til den danske musiklegende i hhv. Den Sorte Diamant og Gladsaxe Jazzklub.

Udenlandsk inspiration

Af udenlandske navne spiller bl.a. den brasilianske afrobeat-inspirerede gruppe Bixiga 70, den svenske freejazz-trio Fire!, den prisvindende ECM-trio Jakob Bro/Thomas Morgan/Joey Baron, den spanske vokaldiva Concha Buika og Hammond-fænomenet Dr. Lonnie Smith.

Nye venues

I år byder festivalen 20 nye venues velkommen – bl.a. Jazz9700 i Brønderslev, Skolegade 4 Hjørring og Det Musiske Hus i nord til Pitstop i Kolding, Musikhuset i Slagelse og Den Blå Planet på Amager.

Fakta

Vinterjazz 2016 finder sted over hele landet fra den 5.-28. februar.
Find hele programmet på www.jazz.dk

From: Nyheder fra MUSIKEREN