Én ting er at tale om kunstnerisk betydning, et andet er at snakke om salgstal. Lou Reeds kunstneriske indflydelse på generationer helt tilbage til tressernes Velvet Underground kan næsten ikke overdrives. Nogen storsælgende kunstner blev han kun i forbindelse med de publikumsvenlige udgivelser, Transformer og Sally Can’t Dance i midten af halvfjerdserne.
SE FOTOS: Lou Reed i Operaen 2008
Hos Lou Reed smeltede poesi og rock sammen og blev – det er der mange eksempler på – stor kunst. Enkel og dramatisk i sit udtryk, råt og upoleret og foredraget af en stemme, der kunne have fået selv en oplæsning af telefonbogen over New York City til at fængsle og fascinere.
Jeg selv var så heldig at opleve hans fremførsel af mesterværket, den sammenhængende historie, Berlin, på Operaen for få år siden. Netop den plade – gnistrende sort, dyster og dramatisk – blev et hovedværk i hans store produktion af sange.
LÆS ANMELDELSEN: Lou Reed i Operaen 2008, af Henrik Strube
Personligt kunne Lou Reed være et meget ubehageligt menneske – som forfatteren Victor Bockris beskriver ham i sin biografi. Ganske tilfældigt – hvis noget er tilfældigt – løb jeg ind i guitaristen Robert Quine i et fodgængerfelt i Greenwich Village. Quiane havde leveret en storslået guitar på Reeds ”The Blue Mask”. Jeg spurgte ham om han stadig spillede med Lou Reed? ”Play with him!? I hate him!” røg det ud af Quine.
Men det er jo ligegyldigt i den store sammehæng. Og netop Den Store Sammenhæng har Lou Reed bidraget generøst til.
Æret være hans minde.
From: Nyheder fra MUSIKEREN