Tak Hugo!

”Jeg er ham evigt taknemmelig, og jeg ved, at vi er mange, der har haft glæde af hans generøsitet,” siger bassist Fredrik Damsgaard, initiativtager til at samle nogle af de mange musikere, der ligesom ham selv spiller på en af Hugo Rasmussens udlånte basser – eller en ”Hugo”, som han kalder dem.

Da Fredrik Damsgaard fik den triste nyhed om, at jazzlegendens død, kom han den tanke, at alle de, der har haft glæde af Hugo Rasmussens gavmildhed, skulle mødes til et gruppebillede med basserne til ære for den afdøde musiker. Det førte til en del detektivarbejde og endte med, at Fredrik Damsgaard fandt frem til ni bassister og basser, men han mener, der er et par stykker til i omløb.

Musiker på grund af Hugo

”Hugo har virkelig lånt mange basser ud til musikere gennem tiderne, og hver bas har sin historie både fra ham selv og os bassister. For mig personligt blev min Hugo-bas årsagen, at jeg blev musiker,” siger Fredrik Damsgaard, der var 12 år, da han mødte legenden for første gang til en koncert.

LÆS OGSÅ: En dansk jazzlegende er død

”Hugo roste mig for mit spil, selvom det absolut ikke var særligt godt, det jeg lavede dengang. Senere gik jeg til el-bas hos ham, men så var der en pause, hvor jeg ville læse jura, indtil Hugo sagde ”du skal da spille kontrabas” og gav mig en bas med hjem.”

Lånebassen betød, at Fredrik Damsgaard gav den gas med spillet igen og søgte ind på konservatoriet, og da han blev professionel musiker, var Hugo der igen med ordene: ”Nu skal du have en bedre bas.”

From: Nyheder fra MUSIKEREN