Det Jyske Musikkonservatorium lægger hus til et møde mellem 30 professionelle skandinaviske, kvindelige rytmiske musikere i denne uge. Deltagerne er alle enten undervisere eller studerende ved konservatorierne i Tallinn, Riga, Vilnius, Helsinki, Stockholm, Oslo og Aarhus/Aalborg. De skal på seminarer, workshops og koncerter bl.a. udforske styrken i at spille sammen inden for en bred definition af jazz og rytmisk musik. Sideløbende er der samtaler og idé- og erfaringsudveksling omkring forskellige emner.
Øget kvindeligt engagement
Gennem” talks” og seminarer skal deltagerne drøfte forskellige aspekter af temaet: Kvinders engagement i rytmisk musik. Astrid Elbek, udviklingsleder ved Det Jyske Musikkonservatorium, afholder ”sofa-talks” om, hvordan man kan øge kvinders engagement som skabende og udøvende kunstnere inden for rytmisk musik, gennem måden at undervise på. Den anden ”talk” handler om, hvad et øget kvindeligt engagement kan betyde for diversiteten og legitimiteten i den rytmiske musik.
De øvrige seminarieledere er bl.a. Lektor Turid Nørlund fra Danmark, Inga Berzina fra Letland og Riitta Paakki fra Finland – alle tre er musikere.
Koncerter
Ved de daglige øve-sessions bliver der gået mere praktisk til værks, bl.a. skal deltagerne skrive helt ny musik. Ved tre offentlige koncerter i løbet af ugen vil de kvindelige musikere og komponister præsentere deres nye musik, og ved to af koncerterne lægges der op til efterfølgende jamsession.
Mænd på kvindemødet
Kvinde-mødet i Aarhus har også enkelte mandlige deltagere, da det ikke har været muligt at skaffe tilstrækkeligt med kvindelige trommeslagere og bassister – hvilket netop understreger relevansen af at sætte fokus på emnet!
Fakta:
- Seminaret og workshops er for tilmeldte og inviterede.
- Hvis man er interesseret i at overvære seminarerne, er man velkommen til at kontakte koordinator Sus Steensig sust@musikkons.dk
- Jamsessions efter koncerterne d. 26. og 27. august er åbne for alle. Husk eget instrument! Der er en mindre entré ved koncerterne på Kvindemuseet og i V58 – dog med gratis adgang for alle, der deltager aktivt i aftenens jamsession.
Koncerterne er:
- Onsdag d. 26. august kl. 20.30, på Kvindemuseet i Aarhus (+ jamsession)
- Torsdag d. 27. august kl. 20.30, i V58, Vestergade i Aarhus (+ jamsession)
- Lørdag d. 29. august kl. 16.30, afslutningskoncert i Kammermusiksalen, Musikhuset Aarhus
From: Nyheder fra MUSIKEREN
