Da Apple åbnede iTunes for 12 år siden, var det en lille revolution. Den digitale musikforbruger fik først en iPod i hånden og siden en iPhone. Verden var en anden.
Men Apple var dengang ikke first mover, for mange andre havde brændt nallerne i forsøget på at skabe digitale musiktjenester. Piraterne og fildelerne havde sat dagsordenen.
I 2015 er Apple heller ikke first mover. Streaming er dagligdag, forbrugerne har vænnet sig til freemium og alskens muligheder og tjenester, og Spotify har sat dagsordenen. Apple har taget tilløb, og nu vil de have deres del af kagen.
Indhold i Apple Music
Mandag den 8. juni lancerede Apple deres længe ventede musikstreamingtjeneste, der har fået navnet Apple Music. Den vil indeholde streaming med abonnement – til en pris på formodentlig 99 kr. om måneden herhjemme – en 24 timers radiostation med den tidligere BBC-vært Zane Lowe bag mikrofonen, og tjenesten Connect, hvor kunstnerne kan være i direkte kontakt med deres fans og lægge videoer, billeder, nye tracks med mere op.
Blot en ny streamingtjeneste?
Apple købte i 2014 tjenesten Beats af Dr. Dre og Jimmy lovine for omkring tre mia. usd. Apple Music bygger på Beats, og streamingtjenesten med abonnement bliver et hovedområde i Apple Music. Med Connect går Apple tilsyneladende mere helhjertet ind i feltet med den direkte kontakt mellem kunstnere og fans. Også ikke-signede kunstnere kan være med her og lægge tracks, videoer og så videre op. Sådan som man allerede kan via SoundCloud, YouTube og Facebook. De sociale medier har Apple ikke så gode erfaringer med, deres Ping-tiltag blev aldrig et hit. Som musiker og sangskriver bør man derfor nok være mildt afventende over for Connect.
Danske musikere og sangskrivere
Samtidig er det store, store spørgsmål, om man som musiker og sangskriver skal være bekymret afventende over for de aftaler, Apple Music indgår med pladeselskaber og Koda. Ifølge Eva Hein, kommunikationschef hos Koda, er Koda i dialog med Apple om en aftale og håber, den vil falde på plads i løbet af nogle uger.
Ind i kampen
Debatten om gratis har kørt heftigt i vinter, store kunstnere som Taylor Swift har vendt ryggen til Spotify, og Jay-Zs nye tjeneste Tidal er kommet til verden som en protest mod freemium og en for ringe betaling til kunstnerne. Vil Apple Music ændre noget?
Det virker ikke umiddelbart sandsynligt, at premium-forbrugerne vil droppe Spotify og i stedet betale det samme beløb for streaming hos Apple. Årsagen skal være den, at store stjerner som Taylor Swift er at finde hos Apple Music og ikke på Spotifty. Men her kommer Tidal ind i billedet med høj kendisfaktor. Et godt gæt vil være, at Apple koncentrerer sig om at lave en stribe aftaler med superstjerner, så Apple Music kan tilbyde noget eksklusivt.
Apples store styrke
Det afgørende er dog, at Apple netop IKKE er en musikstreamingtjeneste. Apple er en teknologivirksomhed, der lever af at lange iPhones, iPads og laptops over disken. Og så har de iTunes med formentlig omkring 800 mio. kreditkort tilknyttet.
Spotify har omkring 60 mio. brugere og heraf 15 mio. premiumkunder. Apple har som bekendt tidligere vundet slaget ved hjælp af tre vigtige våben: Hardware, software og brugervenlighed. Det kan de muligvis gøre igen, selv om den digitale verden har forandret sig meget, siden iTunes dukkede op i 2003.
Åbner den 30. juni
Apple Music åbner den 30. juni i 30 lande. Streamingtjenesten vil indeholde 30 mio. sange. Et månedsabonnement (i USA) koster 9,99 usd med tre måneders gratis prøvetid. Et familieabonnement med op til seks brugere vil koste 14,99 usd.
SE MERE:
Apple Music
From: Nyheder fra MUSIKEREN
