“Nu hvor vi er i gang med at bygge et rockmuseum i Danmark ser vi, at der er opstået en europæisk trend andre steder,” siger vicedirektør Lena Bruun i en pressemeddelelse om det nye samarbejde.
I alt otte museer og arkiver er gået sammen i netværket, og fælles for dem er, at de er unge i museumsverdenen. Eric de Visscher, direktør for det franske museum Cité de la Musique, mener, at den nye museumstrend skyldes, at rock- og popkulturen samler generationerne, fra oldeforældre til teenagere:
”Rock og pop er i dag for første gang blevet et historisk fænomen og har derfor en plads i museerne. Den er gået fra at være et ungdomsoprør til at blive en integreret del af vores kultur, og derfor er den vigtig,” forklarer han.
LÆS OGSÅ: Rockmuseet efterlyser
Internationale udstillinger
Samarbejdet mellem museerne gør, at de fremtidige besøgende på Danmarks Rockmuseum blandt andet kan glæde sig til internationale samarbejdsudstillinger.
”Ungdomskulturen, der opstod sammen med rocken, har været en global bevægelse. Derfor kan vi se på, hvordan de unges krav om at forme deres fremtid har været herhjemme, og hvordan det tilsvarende har været i fx Frankrig og Norge,” lyder det fra de nye samarbejdspartnere, der fremhæver, at digitale platforme vil skabe en større og bedre museumsoplevelse, fordi besøgende på det franske museum eksempelvis vil kunne fordybe sig i den danske online-samling.
Medlemmer af European Network of Rock and Pop Museums:
- Cité de la Musique, Paris
- Danmarks Rockmuseum, Roskilde
- Guitars – The Museum, Umeå
- Hungarian Rock Hall of Fame, Budapest
- The Icelandic Museum of Rock’n’Roll, Njarðvík
- Rockheim, Trondheim
- Svenskt Rockarkiv, Hultsfred
- Swedish Music Hall of Fame, Stockholm
LÆS MERE PÅ NETVÆRKETS FACEBOOKSIDE
Om Danmarks Rockmuseum
Første spadestik er taget, og museet åbner i Roskildes nye bydel, Musicon, i slutningen af 2015. Museet koster 120 millioner kroner, er fuldt finansieret og er et statsanerkendt, nationalt museum som en del af Roskilde Museum.
From: Nyheder fra MUSIKEREN
