Rock the Region 2017

For andet år i træk ruller Rock the Region ind over den midtjyske muld, når de seks udvalgte bands tager på turné til deres seks respektive byer i Midtjylland.
86 bands fra hele regionen ansøgte i januar, hvoraf seks bands er udvalgt til at få skærpet deres karriereplanlægning, få en Live Performance Workshop, komme på turné i regionen og spille en showcase på årets SPOT Festival.
De seks udvalgte navne til Rock the Region 2017 er:

  • Rasmus Trinderup (Skive) – Ung popsmed med mange facetter
  • We Need Lilo (Herning) – Indie rock med store armbevægelser
  • King Kross (Horsens) – Dyb electro-rocket crooner
  • Ryan (Holstebro) – Nordic folk/pop af fineste skuffe
  • Facaden (Silkeborg) – Energisk rap-hiphopper med stærkt band
  • You Work For Me Now (Aarhus) – Begavet indiepop med stor stemme

Musikere, fællesskaber og branchen i fokus
En af de væsentligste styrker ved projektet er, at det er forankret lokalt i de seks byer som udgør Rock the Region 2017, samt i de professionelle musiknetværk omkring Promus, DMF og SPOT Festivalen i Aarhus. For artisterne betyder det, at de både møder den etablerede musikbranche, får ny viden og vejledning, og samtidig kommer ud og møder nye publikummer i hele regionen.
”Tanken bag projektet er, at slå bro mellem regionens byer og deres musikalske fællesskaber. Sammen står vi stærkere, så enkelt er det! Den styrke og de ressourcer vi sammen kan mønstre, kan vi bruge på at hjælpe spændende nye bands og artister til at udfolde deres potentiale,” forklarer Ricco A. Jensen fra partnergruppen og Aarhus.

Fakta:

Turné i april

Oplev Rock The Region Live i følgende byer:

  • 27.04.2017: Skive / Drivhuset
  • 28.04.2017: Herning / Scene 7
  • 29.04.2017: Horsens / Det Gule Pakhus
  • 03.05.2017: Holstebro / Den Sorte Boks
  • 04.05.2017: Silkeborg / Rampelys
  • 05.05.2017: Aarhus / Remisen / SPOT Festival 2017

Partnergruppen bag Rock The Region består af:

  • Kulisselageret/Musikstedet, Horsens
  • Musikforeningen KULT’en, Skive
  • Rytmisk Musik Holstebro
  • Rytmisk Musik Herning
  • Lydpotten/Muffis, Silkeborg
  • Musikforeningen MONO, Aarhus

I samarbejde med og støttet af DMF, Promus, Spotfestival og Aarhus2017.
Projektet er blevet til med støtte fra Aarhus2017 – Europæisk Kulturhovedstad.
Projektet er endvidere støttet med indhold fra Promus, DMF og OFF Track 2017.

I den kommende tid kan interesserede opleve bandpræsentationer, videoer, koncertopdateringer og i det hele taget følge projektet frem mod turnéen på facebooksiden:

www.facebook.com/rocktheregiondk

From: Nyheder fra MUSIKEREN