Politikere kritiserer kunstneres ytringer

Der er stor forskel på at være politiker og kunstner. Og der er stor forskel på, hvordan man ytrer sig i debatten. Kunstnere er gennem de seneste uger blevet kritiseret for ikke være synlige nok i samfundsdebatten. Men de kunstnere, der har ytret sig, har til gengæld fået skudt i skoene, at de er konforme, uoriginale og overfladiske. Vi samler op på debatten.

Når kunstnere ytrer sig

Medina, Mads Langer, Annika Aakjær og mange andre musikere har gennem de seneste uger ytret deres holdninger i bl.a. flygtningedebatten i fagblade, dagblade, tv og på de sociale medier. Men deres holdninger er blevet kastet lige tilbage i hovedet på dem fra politikere og debattører som Alex Ahrendtsen (DF), Naser Khader (K) og Berlingskes blogger Anne Sophia Hermansen, der kritiserer kunstnernes ytringer for at være mainstream, konforme, vestreorienterede, uoriginale og overfladiske. En del af debatten blev kickstartet i fagbladet Artisten, da SF’s kulturordfører Holger K. Nielsen opfordrede kunstnere til at deltage mere i den politiske debat og til at oppe sig.

Gider ikke høre på kunstnere

Naser Khader mener, at kunstnere alt for ofte er for dårligt inde i sagerne til at kunne gå ind i en kvalificeret debat. Og at deres holdninger derfor ofte bliver overfladisk, fortæller han til Politiken.
DF’s kulturordfører Alex Ahrendtsen siger direkte, at kunstneres debatniveau er så lavt, at man ikke går glip af noget, hvis de holder sig ude af debatterne. Han ikke gider høre på kunstnerne, og sagde i gårsdagens Deadline: ”Hvis jeg skal lytte, skal de danske kunstnere godt nok oppe sig,” og henviser til Medinas udtalelse om Inger Støjberg på P3 og Carsten Jensens udtalelse om, at DF’ere er kældermennesker.

Kunstnere er kedelige

Berlingskes blogger Anne Sophia Hermansen skriver, at problemet med de danske kunstneres ytringer i samfundsdebatten er, at de mangler originalitet. Hun skriver: ”Hvis danske kunstneres bidrag skal være kendetegnet ved konformitet og en mangel på mod, perspektiv og originalitet, har vi ikke brug for flere af dem i samfundsdebatten. For mange af dem siger det samme og er kedelige. Og banale meninger er der nok af.”

Kunstnere skal tage sig selv alvorligt

SF’s kulturordfører Holger K. Nielsen siger i fagbladet Artisten, at kunstnere skal deltage mere og oppe sig: ”Hvis kunst og kulturpolitik skal tages alvorligt på Christiansborg, så må kunstnere starte med at tage sig selv alvorligt og også bedrive kunst uden for deres værksteders lukkede døre.”
Han mener også det er et problem, at medierne og politikerne ikke inviterer kunstnere inden for i debatten, men det forudsætter så også at kunstnerne gør det seriøst.
“Jeg tror, der ville blive lyttet, for god kunst påvirker altid,” mener Holger K. Nielsen.

Ingen kunstnere, ingen nuancer

Standup’eren Sebastian Dorset siger modsat i Deadline-debat, at man går glip af nuancerne, hvis man ikke har kunstnerne med i samfundsdebatten: ”Er man interesseret i at høre på nogen, der er uenige i ens synspunkter, eller er man kun interesseret i at høre for og imod et synspunkt. Vi hepper på vores hold og buh’er af dem, der mener noget andet,” sagde han, med henvisning til den generelle politiske debat.
Også forfatteren Lotte Garber var i Deadline og mener, at medierne og politikerne skal blive bedre til at invitere kunstnere ind i debatterne, da der ofte i den kunstneriske research ligger en masse viden. Hun nævner bl.a. et digt af Henrik Nordbrandt på forsiden af Politiken, hvor han netop skrev om flygtningesituationen, og brugte sin kunstneriske faglighed til at formidle en holdning i debatten.

Humanistisk grundsyn eller blokpolitik

Når Shaka Loveless stiller sig op i “Vi ses hos Clement” og synger Gnags-klassikeren ‘Danmark’, er det en kunstners ytring om et aktuelt samfundsanliggende, der ligger ham på sinde – ”en vigtig sang i en vigtig tid” som han skriver på sin Facebookside.
Kort sagt: Det er ikke en del af den blokpolitiske debat, om man er rød eller blå, venstre eller højre, for eller imod, inde eller ude, kulturradikal eller rindalist. Det er en kunstners kommentar ud fra et humanistisk grundsyn.
Ovenstående artikel er delt til DMF’s Facebook, kom meget gerne med dit syn på sagen der.


Kilder:

Politiken:
Berlingske:
Deadline:
Artisten:

From: Nyheder fra MUSIKEREN