Pladeselskaber: Vi er stadig vigtige

På verdensplan bruger pladeselskaberne 4,5 mia. dollars årligt på investeringer i kunstnere og på marketing. Det svarer til 27 procent af selskabernes indtjening. Beløbets størrelse har været omtrent det samme siden 2011.
Det viser en rapport fra pladeselskaberne selv, IFPI (pladeselskabernes internationale brancheorganisation) og WIN (The Worldwide Independent Network). Rapporten hedder ”Investing in Music” og har undertitlen ”The Value of Record Companies”.

Pladeselskabernes rolle

Som titlen siger, handler rapporten om pladeselskabernes investeringer i musikken. Den ser på, i hvor høj grad pladeselskaberne investerer både nationalt og internationalt i nye kunstnere, og hvilken rolle pladeselskaberne spiller for en given kunstners succes. Det handler især om A&R (Artist and Repertoire), hvor pladeselskabet tager sig af kerneopgaven at opdage og ”breake” nye kunstnere, opbygge deres karrierer og få skabt interesse derude blandt potentielle lyttere og fans.

Musikbranchens vigtige muskler

Rapporten konkluderer, at pladeselskaberne stadig spiller en meget vigtig rolle. Nok ikke så overraskende, når rapportens afsendere er branchen selv. Men uanset afsendernes agenda må man konstatere, at på trods af de sociale mediers muligheder og den korte vej mellem kunstner og publikum via digitale platforme, så er pladeselskabet med både klassisk know how, adgang til medier og musikbranche samt ikke mindst økonomiske muskler langtfra overflødige. Rapportens tal siger også noget om, at ja – livebranchen er en økonomisk gigant i forhold til pladebranchen, men pladeselskaberne er ikke af den grund sat ud af spillet.

Dyrere at skabe gennembrud

Rapporten bygger på tal fra 2015. IFPI og WIN har udsendt lignende rapporter med tal for 2011 og 2013. Pladeselskabernes samlede omkostninger til A&R og marketing har ikke flyttet sig siden 2011, dog har der været et mindre dyk i 2013. Men der er sket lidt forskydninger, så udgiften til A&R er vokset de senere år, mens udgiften til marketing er faldet.
En af forklaringerne er, at det er blevet dyrere at ”breake” en kunstner i den store skala. I dansk sammenhæng er det nok de færreste musikere, der har oplevet at blive udstyret med så fyrstelige budgetter, men på den store skala koster det et sted mellem 500.000 og to mio. dollars at skabe et nationalt eller internationalt gennembrud for en ”major artist”. Det er især omkostninger til indspilning og turné-aktiviteter, der er steget.

Stolthed i dansk branche

Kristoffer Rom, formand for Danske Uafhængige Pladeselskaber (DUP), udtaler i en pressemeddelelse:

“Rapporten viser, at pladeselskaberne fortsat er den gren af musikbranchen, som foretager de største investeringer direkte i kunstnerne og deres nye musik. Det er vi stolte af, fordi pladeselskabernes store satsninger på nye kunstnere muliggør musikken som levevej for kunstnerne og forstærker den kunstneriske udvikling. Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at det fortsat forholder sig således, selvom store dele af musikbranchens pengestrømme er flyttet over på management- og livebrancherne.”

LÆS MERE:
Læs rapporten her
Music Business Worldwide
Musicweek
Digital Music News

From: Nyheder fra MUSIKEREN