Det var et oplagt publikum og en hvinende værtinde – P2’s Stine Rosengren Honoré -, der i bedste tv-show-stil satte fut i de grå hår for rullende kameraer.
Fem priser skulle uddeles til klassiske kunstnere og ensembler i første halvdel af showet, hvor skiftende P2 værter trådte på scenen og overrakte motivationer og priser til de udvalgte musikere, der i løbet af året har gjort sig fortjent til en ekstra hæder. Værter, der i bedste mening og med ønsket om at formidle den klassiske musik som ufarlig og noget for alle, i nogens tilfælde kom til at blive overpædagogiske, overentusiastiske og tale ned til publikum. Det har måske virket godt på skærmen. Men i salen virkede det lidt fremmedgørende. Så lidt humor og lethed ville ikke være af vejen.
Skøn livemusik
Det gode ved P2 Prisen er til gengæld at lytte til al den fantastiske klassiske livemusik. Med en virkelig flot musikalsk sceneudsmykning som baggrund fik vi både hørt Koppel & Son with Friends, Trio Vitruvi, den 19-årige cellist Jonathan Algot Swensen, der modtog P2 Talentprisen 2016, og ikke mindst Copenhagen Phil med Lawrence Foster som dirigent. De spillede med årets modtager af P2s kunstnerpris, som gik til barytonsangeren Johan Reuter.
Indimellem værkerne kom nogle små velformidlede videoklip om kunstnerne. Der var også små pædagogiske videoer – P2’s musikskole – med forklaringer på musikalske begreber – igen i en overpædagogisk tone.
Klassisk musik for børn vinder frem
Årets Ildsjæl prisen gik til Gabriella Meinert-Medici, der for tre år siden startede foreningen GENKLANGE. Hun var træt af, at der ikke var nogle klassiske koncerter, hvor børn kunne være med – og tog sagen i egen hånd.
GENKLANGE har siden udviklet sig fra klassiske koncerter for børn på Gentofte Hovedbibliotek, hvor de stadig kører, til et længerevarende musikforløb i boligsociale områder og børnehaver rundt om i København.
I motivationen skrev juryen bl.a.
“Med et sjældent set engagement viser Gabriella at klassisk musik er vedkommende for alle – uanset hvor man kommer fra og hvor gammel man er. Gennem opsøgende arbejde kommer hun i dialog med børn, der ellers ikke ville møde den klassiske musiks skatkammer. Gabriella lærer kommende generationer at lytte – og det er vigtigere end nogensinde i en tid der larmer.”
GENKLANGE afholder koncerter på Gentofte Hovedbibliotek hver d. 1. Lørdag i måneden kl. 11.00 og i Kvarterhuset på Amager hver d. 2. Søndag i måneden kl. 14.00. Næste koncert er lørdag d. 6. Februar. Se mere og bestil billetter på: www.genklange.dk
Se klip fra overrækkelsen af P2s Ildsjælsprisen her
FAKTA
De fik P2 Prisen 2016
- P2 Kunstnerprisen 2016: Barytonen Johan Reuter
- P2 Talentprisen 2016: Cellisten Jonathan Algot Swensen
- P2 Ildsjælsprisen 2016: Gabriella Meinert-Medici for sit arbejde med at arrangere klassiske koncerter for børn
- Årets danske klassiske cd-udgivelse: ‘L’amour et la foi – Vocal music by Olivier Messian’ med DR Vokalensemblet og DR Koncertkoret, dirigeret af Marcus Creed (Our Recordings)
- Årets internationale klassiske cd-udgivelse: ‘La Belle Excentrique’ med Patricia Petibon & Susan Manoff (Deutsche Grammofon)
From: Nyheder fra MUSIKEREN
