De har 52 år på bagen som orkester for hele Sønderjylland, men Sønderjyllands Symfoniorkester er, ligesom mange andre orkestre, presset på økonomien. På lørdag den 7. november spiller musikerne gallakoncert, for at takke publikum og sponsorer. I stedet for fast billetpris er sæderne gratis, men deltagerne bidrager med en donation, som de selv bestemmer størrelsen af.
LÆS OGSÅ: Frihold landsdelsorkestrene for besparelser
Det hele kommer sig af en en trængt økonomi. De seneste år er orkestret blevet reduceret med otte musikere, og orkestrets administration, der i forvejen var landets mindste, er krympet yderligere. Man har holdt skindet på næsen på grund af velvilje fra Sønderborg Kommune og gode sponsorers støtte. Men da Kulturstyrelsen i sommer annoncerede en generel besparelse på 1 pct. svarende til ca. 400.000 kr. på dette års budget, fik det for alvor økonomien til at se sort ud for landsdelens orkester.
Markerer taknemlighed
Musikerne i Sønderjyllands Symfoniorkester har derfor taget initiativ til at spille gallakoncert for alle nuværende og kommende publikummer og sponsorer under titlen ”TAK” Gallakoncert med Sønderjyllands Symfoniorkester.
”I Sønderjyllands Symfoniorkester er vi glade og taknemmelige for vores mange gode støtter, sponsorer og trofaste publikummer. Den glæde og taknemmelighed vil vi gerne markere med et brag af en koncert lørdag den 7. november kl. 20,” skriver orkestret i en pressemeddelelse.
Musikalske stjerner donerer performance
David Riddell, Preben Kristensen, Susanne Elmark, Jesper Lundgaard, Nikolaj Bentzon og Per Nielsen er nogle af de musikalske stjerner, som har doneret deres performance til gallakoncerten den 7. november. Derudover vil kunstneren Adam Gabriel bidrage med et maleri, der vil blive udloddet i løbet af aftenen, ligesom orkestrets protektor HKH Prins Joachim har meddelt, at han deltager i arrangementet.
Alt sammen er på musikernes eget initiativ for at vise taknemmelighed til nuværende og kommende støtter og for at understrege, hvad det er, orkestret ønsker at være – nemlig hele landsdelens symfoniorkester.
LÆS MERE: Om “TAK” Gallakoncert
LÆS OGSÅ: Støtte til trængte orkestre
Om Sønderjyllands Symfoniorkester
- Har eksisteret i 52 år og er den største kulturaktør i Sønderjylland med omkring 160 koncerter årligt.
- Symfoniorkester er det orkester, som spiller flest koncerter i hele sit geografiske område, som dækker hele den sydlige del af Jylland samt Sydslesvig.
- Alle borgere i Sønderborg Kommune, både børn, unge og voksne kender Sønderjyllands Symfoniorkester.
- 90 % af orkestrets medlemmer er bosiddende i Sønderborg Kommune.
- Samler hvert år skoleelever fra alle skoler i kommunen til skolekoncerter med orkestrets musikere, både i mindre ensembler og i større koncerter med fuldt orkester
From: Nyheder fra MUSIKEREN
