Det koster op til 25 pct. af kontraktsummen, når man som klassisk solist eller dirigent får agenter til at skaffe jobs. For at gøre op med dette fordyrende mellemled har operasanger Sune Hjerrild og hans team udviklet platformen Truelinked, hvor kunstnerne i stedet nøjes med at betale 6 pct. af kontraktsummen.
”Det er et opgør med den fastlåste situation, at man som kunstner betaler dyrt, og at man ofte ikke har kontrol over sin karriere, fordi man lægger den i agentens hænder,” siger Hjerrild, der også betegner det traditionelle jobmarked som lukket, fx fordi kunstnerne risikerer at ryge ud i glemslen på baggrund af en enkelt dårlig audition.
Truelinkeds digitale del består i, at kunstnerne opretter en profil og connecter med netværk i hele verden i en slags LinkedIn for klassiske kunstnere, mens den analoge del består i, at folkene bag er i kontakt med og caster for hundredevis af orkestre og koncertsteder verden over.
”For at blive medlem skal man igennem en audition for, at vi kan vurdere om cv’et matcher med den faktiske kunnen. Vi siger ja til alle, der har niveauet, og har derfor ikke noget talentspild,” forklarer Hjerrild.
”Næste step er, at man som kunstner opretter en profil, og så matcher vi med segmentet, så vi kun sender relevante forslag til de udbudte stillinger. På den måde kombinerer vi det digitale med det traditionelle marked og skaber et stort, levende netværk, hvor en masse ører verden over lytter, så vi kan finde de relevante match.”
Truelinkeds mission er at digitalisere rekrutterings- og castingprocesserne. Projektet har netop modtaget en millioninvestering fra blandt andre Vækstfonden.
Fakta om Truelinked
- Platformen har pt. ca. 1.400 jurygodkendte professionelle musikere, dirigenter og sangere fra hele verden, som bruger og castes via platformen. Cirka 5 pct. af profilerne er danske.
- Som kunstner betaler man 6 pct. til Truelinked, når jobbet er i hus, og hvis ens eget netværk medvirker til at skabe forbindelsen via fx anbefalinger får vedkommende halvdelen af gebyret for ulejligheden.
- Solister, ensembler, sangere og dirigenter kan oprette et digitalt cv med karrieredata og uploade video- og lydoptagelser fra koncerter. For arbejdsgiverne – operahuse og koncerthuse – giver dette bl.a. mulighed for at caste kunstnerne online.
LÆS MERE: www.truelinked.com
From: Nyheder fra MUSIKEREN
