På få måneder er projektet Børnemusik uden Grænser vokset fra ide til virkelighed. Hele 18 koncerter er det blevet til, hvor professionelle musikere spiller for børn og unge på asylcentre over hele landet – fra Sønderjylland til Bornholm lyder tonerne fra klassiske strygere, swingende blæsere og rytmiske beats.
Massiv interesse
Det er kun fire måneder siden, at musiker Peter Marott med et facebook-opslag lancerede ideen om at skabe gratis koncerter for børn på danske asylcentre, og siden er det gået stærkt. Med titusindvis af likes, delinger og personlige henvendelser fra folk, der tilbød deres hjælp, har interessen for projektet været massiv.
”Det er fuldstændigt overvældende, at så mange støtter projektet. Ambitionerne er vokset i takt med interessen, og vi er nu et lille team, der arbejder på at opbygge en solid organisation, så vi kan blive ved med at give børnene nogle glade og inspirerende musikoplevelser,” siger Peter Marott.
Musik er universelt
Projektet møder opbakning hos Dansk Røde Kors, der driver flere af de danske asylcentre. Asylchef Anne la Cour er ikke i tvivl om, hvad levende musik betyder for børnene.
”Det er et fantastisk initiativ, som vi er rigtig glade for. Musik er universelt og en koncert for børn og deres forældre giver en pause i hverdagen og bringer noget normalitet ind i en svær tid,” siger asylchef Anne la Cour.
En musikalsk håndsrækning
Peter Marott fik ideen til projektet i august i år, da billeder af mænd, kvinder og børn ombord på overfyldte gummibåde med kurs mod Europas kyster fyldte mediebilledet og et stort antal flygtninge krydsede den danske grænse. I et facebookopslag opfordrede Peter Marott sit netværk til at hjælpe med at skabe gratis koncerter for de mange børn, der nu bor på asylcentre rundt omkring i landet.
”Måske man kan få dem til, bare et øjeblik, at glemme alle problemerne. Måske man kan give dem en håndsrækning og vise dem, at ikke alle danskere vil lukke grænserne og slippe for dem,” skrev han blandt andet i opslaget.
Flere koncerter i foråret
Siden august har ideen manifesteret sig i 18 koncerter for børn på danske asylcentre, fra Bornholm, over Langeland til Sønderjylland, og det er ifølge Peter Marott kun starten:
”Vi prøver at dække hele landkortet, så musikken også når derud, hvor det normalt er svært at lokke orkestre til. Lige nu arbejder vi på højtryk på at få så mange med ombord som muligt. ”
Musikken taler sit eget sprog
I oktober var Jeppe & Jazzhyænerne på besøg hos børnene på Røde Kors’ asylcenter i Jelling. Det blev en stærk og rørende oplevelse fortæller bandets saxofonist, Martin Stender:
”Det er super rørende at se, at selvom vi står over for nogle børn, der har haft en hård start på livet, fordi de skulle flygte, så har de det samme liv og glæde i øjnene som alle andre børn, vi spiller for. ”
Det var et dejligt ‘break’
Begejstringen er gensidig og på Center Jelling, hvor centerleder Lenette Ørnsholt beskriver koncerten som et kærkomment afbræk i hverdagen.
”I fangede alle børnene og de voksne, som var med. Det var en super god oplevelse for os alle, og noget vi kan snakke om det næste lange stykke tid. Det var et dejligt ‘break’ I gav os, og jeg kiggede rundt på alle børnene og kunne se, at i bragte smil hos alle, ” skriver hun i en mail til Børnemusik uden Grænser.
Fakta:
Musikere og ensembler der har spillet koncerter for asylbørn:
Esbjerg Ensemble, Basco, Sille & Palle, Lasse & Mathilde, Zirkus, Kira Martini & Martini’s, Papaya, Ulla Abdullas Cocobongoband, STREJF, Lighthouse X, Jeppe & Jazzhyænerne, Camilla Dayyani, 1 Maren & Musikmusen, Jazzkatten, Cocoson
Om Børnemusik uden Grænser
Børnemusik uden Grænser er et projekt, der har til formål at få levende musik ud til børn og unge på asylcentre i Danmark. Børnemusik uden Grænser er 100 procent non-profit, 0 procent politisk og udelukkende baseret på frivilligt arbejde.
Projektet hører under den nystiftede forening Musik uden Grænser og ledes af musiker og initiativtager Peter Marott i samarbejde med foreningens bestyrelse. Foreningens formål er kort og godt at afholde gratis koncerter og sprede glæde gennem musik for børn og voksne på asylcentre i og uden for Danmark. Foreningen er ikke politisk.
Læs mere BØRNEMUSIK UDEN GRÆNSER
From: Nyheder fra MUSIKEREN
