Hvordan står det til med fællessangen i Danmark? Til landskampene går det rigtig fint, men når projektørerne slukkes, kan det være en udfordring at holde liv i sangen.
Oftest er det ikke viljen der mangler, men blot de praktiske omstændigheder der står i vejen. Det gælder ikke mindst på en del af landets skoler – men det er der råd for, mener folkene bag nyt initiativ, der skal gøre fællessang til noget, alle skoler har inden for rækkevidde.
LÆS OGSÅ: Sangkulturen får en ny stemme
Jazzpianist fandt nøglen
”Nøglen til den danske sang” er et nyt tilbud til folkeskoler og friskoler. Projektet er skabt af den danske jazzpianist Mads Bærentzen med støtte fra Dansk Musiker Forbund og lanceres i samarbejde med Sangens Hus.
Formålet er at få sat fokus på det at synge sammen – vel at mærke også på de skoler, hvor man måske ikke lige har en sangstærk lærer eller rutineret akkompagnatør til at stå i spidsen for fællessangen. ”Nøglen til den danske sang” giver lærerne mulighed for på lettest tilgængelige vis at kunne skabe rammen for fællessangen i skolen, i klasselokalet eller til fællessamlinger.
Mads Bærentzen siger:
“Jeg ønsker med projektet at give skolebørnene mulighed for at få et indblik i det smukke, mangfoldige musikalske univers, den danske sangskat og -kultur åbner for os, og som vi med rette kan være stolte af. Derfor har jeg udvalgt nogle af de allerbedste danske sange af lidt ældre dato i kombination med en række nyere børnesange, så der gerne skulle være noget for enhver smag og alder og en alsidig variation i materialet.”
Udviklet af musiker med forståelse
Mads Bille, kunstnerisk leder af Sangens Hus, siger om projektet:
”På den del af landets skoler hvor man ikke har fællessang som en naturlig del af dagligdagen, handler det ofte om manglende ressourcer, ikke om manglende vilje. Derfor glæder vi os over at lancere en ‘genvej til fællessang’ af høj kvalitet – udviklet af en musiker med stor forståelse for fællessangens særlige univers”.
SÅDAN FUNGERER DET
- Læreren/skolen køber et login (2 års ubegrænset brug koster 150 kr.) til hjemmesiden nøglentildendanskesang.dk
- På forsiden finder man en liste med 50 sange, hvorefter man klikker på den sang, man gerne vil synge.
- Frem kommer teksten, der projiceres op på smartboard/projektor.
- Derefter er det bare at trykke på play-knappen – så starter forspillet, og man er klar til at synge.
“Jeg har igennem mange år spillet en lang række skolekoncerter som medlem af Aarhus Jazz Orchestra (tidl. Klüvers Big Band), hvor børn fra 3.-5. klassetrin medvirker som børnekor. Der har jeg ved selvsyn et utal af gange oplevet, hvorledes musikken og det at synge sammen har bundet børnene tættere sammen og givet dem helt unikke oplevelser. Jeg har set, hvordan de seje drenge med kasketten på skrå på bageste række er gået fra i begyndelsen ikke at åbne munden til at skråle med af fuld hals, efterhånden som paraderne faldt, og alle er gået derfra en meget stor oplevelse rigere.”
”Jeg håber med andre ord, at dette projekt vil være medvirkende til, at fællessangen atter finder sin plads blandt de unge generationer i Danmark. Kan man synge sammen, bliver man også bedre til at arbejde sammen, og når alle yder deres i processen mod det fælles mål styrkes relationerne, og samarbejdet optimeres uanset social baggrund,” siger Mads Bærentzen om ”Nøglen til den danske sang.”
Mads Bærentzen er jazzpianist og medlem af Dansk Musiker Forbunds hovedbestyrelse.
From: Nyheder fra MUSIKEREN
