Musikchef i Aarhus stopper

I seneste nummer af MUSIKEREN bragte vi en artikel om Aarhus Symfoniorkester. Den gode nyhed er, at orkestret trods besparelser og mangel på opdaterede tilskud klarer sig kunstnerisk godt takket være vilje og et stærkt sammenhold. Og publikum strømmer til. Den dårlige nyhed er, at symfoniorkestret i Danmarks næststørste by har været udsultet i årevis. Orkestret er sparet ned til grænsen for, hvad der er forsvarligt.

Farvel til uriaspost

Nu har musikchef Palle Kjeldgaard besluttet, at han ikke ønsker at forlænge sin kontrakt. Ifølge Jyllands-Posten, som har skrevet indgående om sagen, smækker han ikke med døren.
Palle Kjeldgaard peger på, der kan være fornuft i ny dynamik og nye impulser på chefniveau.Men samtidig fortæller han i et interview med avisen om en hård og svær kamp for at overbevise kommunalpolitikerne i Aarhus om nødvendigheden af øgede tilskud.

Sparet ned til 64 musikere

Palle Kjeldgaard har siddet i chefstolen i ni år. Da han tiltrådte i 2007, var der udtalte ønsker fra politisk side om at udvide orkestret til 96 musikere. Men det er gået den stik modsatte vej. Hvilket fremgår af artiklen i seneste nummer af MUSIKEREN.
Orkestret er på grund af besparelser i dag nede på 64 medlemmer, og der er desuden sparet på administrationen. Det kommunale tilskud er ikke øget, så reelt er der år for år blevet færre kroner at drive symfoniorkester for. Det får konsekvenser for repertoirevalget, hvor store værker af for eksempel Gustav Mahler risikerer at ryge ud, fordi de kræver mange musikere.

Symfoniorkestrets chef stopper (Jyllands-Posten, 22. marts 2016)

Musikkrigen i Aarhus (Jyllands-Posten, 22. marts 2016)

Skæbnedrama for Aarhus Symfoniorkester (MUSIKEREN, marts/april 2016)

From: Nyheder fra MUSIKEREN