Mere arbejdsro og bedre rammer

Mere arbejdsro og muligheden for at lægge langsigtede planer er baggrunden for Statens Kunstfonds beslutning om at indgå både 3- og 4-årige aftaler med danske musikfestivaler, orkestre og ensembler. Det vil give musikaktørerne mulighed for at få ro omkring at gøre det, de gør bedst – nemlig planlægge og spille koncerter.

Mere end musik

Indtil i år har flere danske musikfestivaler, orkestre og ensembler kun kunne søge om midler fra Statens Kunstfond ét år ad gangen. Men fra 2017 får festivaler som SPOT, SPOR, KLANG, STRØM, Copenhagen Opera Festival, Copenhagen Jazz Festival og Aarhus Jazz Festival mulighed for at indgå flerårige aftaler med Statens Kunstfond. Bl.a. fordi de gennem de seneste år har markeret sig som særdeles nytænkende festivaler, der også løfter andre opgaver end de rent musikalske.
Det samme gælder Athelas Sinfonietta Copenhagen, Figura Ensemble, Mogens Dahl Kammerkor, Rumraket og Scenatet, der føjer sig til de 12 orkestre og ensembler, der allerede har 3-årige aftaler med Statens Kunstfond.

Også til glæde for publikum

”I udvalget er vi glade for at give flere musikaktører mulighed for at planlægge langsigtet. Det er vores forhåbning, at aktørerne dermed kan få arbejdsro til at udvikle nye aktiviteter og tiltag, at arbejdsroen vil smitte af på musikerne og musikken – og dermed også til glæde for publikum i hele landet,” udtaler udvalgsformand Bente Dahl.

26. mio. kr. til musik i hele landet

I alt bliver der uddelt ikke mindre end 26 mio. kr. til musikaktiviteter i 2017. Uddelingerne bliver givet til 375 aktører fra hele landet. Samtidig med uddelingen af tilskud til musikfestivaler, orkestre og ensembler uddeler Statens Kunstfond tilskud til amatørmusik, børn og unge samt informations- og publikationsvirksomhed.
De 26 mio. kr. er en mindre del af de i alt 213 mio. kr., som Statens Kunstfond uddeler årligt til det danske musikliv i form at generelle midler til musikformål, midlerne til de rytmiske spillesteder og midler til de musikalske grundkurser.
Se hvilke musikaktører, der modtager støtte i 2017 her

From: Nyheder fra MUSIKEREN