Klogere rundt om musikken

Synkoperne får os til at danse

Hvorfor danser vi, og hvordan påvirker øvning musikeres hjerne i forhold ikke musikeres hjerner? Det er nogle af de spørgsmål Center for Music in the Brain på Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium har forsket i. På SPOT Festival fremlagde forskerne nogle af deres resultater, som er kommet frem gennem bl.a. scanninger af hjerner.
Et af forskningsresultaterne som musiker og hjerneforsker Peter Vuust fremlagde var, at det, der får os til at bevæge os til musik, er synkoper i den helt rette mængde. Det får os til at føle os godt tilpas, og kroppen får lyst til at danse. Så skal man lave et dansehit, gælder det om at ramme den rette dosis synkoper – ikke for mange og ikke for lidt.
En anden del af undersøgelsen viste, at kroppen er inddelt i et rytmehieraki – at vi fx har lettere ved at holde grundslag i fødderne og klappe komplicerede rytmer, end at sige grundrytme og klappe komplicerede rytmer. Så kroppens dele har forskellige rytmiske styrker. Det er ifølge Peter Vuust vigtigt, at man som musiker bruger den viden, så man øver fx grundrytme i munden og klapper de komplicerede rytmer, da det træner hjernen og fleksibiliteten.

Streaming nedbryder grænser for musikken

Den digitale udvikling inden for musik betyder, at streamingtjenester i dag ligger inde med enorme mængder af data om, hvem der lytter til hvad og hvor, samt om mekanismerne bag udbredelsen af musikken worldwide. På Spot Festival kunne man høre Spotify præsentere data om nordisk musiks globale udbredelse. Blandt andet med Lucas Graham som case.
Og det går godt for nordisk musik, der på Spotify har oplevet en stigning fra 15 % globale streams i 2009 til 20 % globale streams i 2015. Som det ser ud lige nu fører Norge med 75 %, herefter kommer Danmark med 70 % – anført af Lucas Graham og Mø som de kunstnere, der trækker det helt store læs, og så Sverige med 60 % og Finland med 30 %. Spotify understreger, at disse tal kun repræsenterer de lokalt signede og altså ikke fx svenske Max Martin, der skriver for de store internationale stjerner, og som derfor ville ændre statistikken markant til Sveriges fordel.
Ifølge Spotify bunder det nordiske indtog på den global streamingscene blandt andet i, at vi er early movers inden for streaming. Dvs. det påvirker, hvad der spredes til hele verden, at de nordiske lyttere udgør en stor procentdel af Spotifys samlede antal brugere. Desuden betyder det meget, at Spotify tænker lokalt og samarbejder med fx Lucas Grahams danske label, Copenhagen Records, om hvordan de bedst udnytter den lokale opmærksomhed til global succes.

Sådan bliver du noget ved musikken over there

Your Roadmap to L.A. var titlen på et DPA-seminar med musikere og branchefolk, der fortalte om, hvad der skal til for at få foden inden for i den amerikanske musikbranche med særligt fokus på at komme til at skrive og producere musik til andre.
På panel var danske musiker og sangskriver Frederik Thaae, der pt. bor i Los Angeles og lever af at skrive sange for andre, den amerikanske sangskriver og producer Damon Sharpe der blandt andet står bag ”Love don’t cost a thing” med Jennifer Lopez, britiske Jaime Hartman der skriver og producerer for blandt andre Sam Smith samt Jaime Neely, der er A&R for BMG Publishing.
Fælles for dem alle var, at det handler om at skabe et ”demand for yourself”. Altså det lange seje træk med fokus på netværk for man ved aldrig, hvem der kan komme til at betyde noget for ens karriere. Eksempelvis fortalte Damon Sharpe, der i parentes bemærket med ”Love don’t cost a thing” sunget af Jennifer Lopez har solgt 35 millioner eksemplarer, at han fik afslag på afslag, da han forsøgte at sælge netop den sang. Så man skal ikke give op, det er hårdt arbejde, og man skal bruge tid på at lære ”the business” at kende og skabe et netværk man kan stole på.
Har man lyst til at prøve lykken derovre, understregede Frederik Thaae, at man som dansk musiker med fordel kan kontakte nogle af de andre danskere i Los Angeles. De har et godt netværk og hjælper gerne!
LÆS MERE: www.spotplus.dk
LÆS OGSÅ: Aarhus rundt med Spot

From: Nyheder fra MUSIKEREN