Klassiske orkestre går sammen med Google om streaming

Fem berømte klassiske orkestre er gået sammen med Google Play om at streame og udgive optagelser af nye klassiske koncerter. Under navnet Classical Live, en selvstændig tjeneste under Google Play Music, kan man streame koncerterne og købe dem som digitale downloads.
I første omgang drejer det sig om Boston Symfonikerne, Cleveland Orchestra, London Symfonikerne, New York Filharmonikerne og Royal Concertgebouw Orchestra fra Amsterdam, men det er planen at udvide med flere orkestre senere.

Nye digitale landvindinger

Google Play findes allerede i 58 lande og giver derfor orkestrene en mulighed for at nå ud til mange forskellige nationaliteter. Orkestrene er særligt interesserede i at få fat i ungdommen, og her er synes især Østen at rumme muligheder for at nå ud til et nyt og stort publikum. Becky Lees, der er leder af London Symfonikernes pladeselskab mener, at særligt Indien er et interessant:
”[Indien] har en af de største generationer af unge på jorden; de har appetit for teknologi og deres kulturelle smagsløg er ved at skifte. Vi investerer i fremtiden,” siger hun i en artikel 17. juni i The Guardian.
Google Plays internationale chef for uafhængig musik Ted Kartzman ser også Classical Live som en mulighed for, at nye brugere kan opdage klassisk musik, når de alligevel bruge Google Play fx på deres Android telefon:
”Vi ønsker at få flere digitale fans interesseret i klassisk musik og flere klassiske fans interesseret i den digitale verden,” siger han i artiklen.

Classical Live i Danmark?

Det er endnu uvist, om Classical Live også vil komme til Danmark som en selvstændig tjeneste. Men indtil videre kan man allerede finde en række af udgivelserne, hvis man søger på ”Classical Live” på Google Play.
LÆS MERE: www.theguardian.com/music/musicblog/2015/jun/17/orchestras-join-google-play-live-recordings

From: Nyheder fra MUSIKEREN