Klassisk musik samler børn og unge

Musikpædagogikken El Sistema har fodfæste mange steder i Danmark og Europa. Også i Hasle ved Aarhus. Her får børn og unge med vidt forskellig baggrund og kultur mulighed for at være en del af et kreativt fællesskab i strygeorkestret MusikSak.
En del af børnene fra MusikSak deltog for nylig i den store orkesterfestival ”Sistema Europe Youth Orchestra Summer Camp” i Birmingham, England. På festivalen mødtes børn fra diverse kulturer og religioner fra hele Europa og spillede store klassiske orkesterværker sammen. Mange af børnene kunne ikke samme sprog, men lærte at mødes igennem musikken og fik skabt venskaber på kryds og tværs. Festivalen sluttede af med koncerter i Royal Festival Hall i London og Birmingham Symphony Hall.

Et socialt strygeorkester

Statens Kunstfond bakker økonomisk op om MusikSak og orkestrets målsætning om at fremme respekt og samarbejde mellem eleverne gennem klassisk musik. Al deltagelse i MusikSak er frivillig og gratis for børnene, som spiller sammen to en halv time to gange om ugen. I øjeblikket er der to orkestre med cirka 50 tilmeldte elever fra 2. til 7. klasse. De bliver undervist i grupper af cirka 25 elever til orkesterprøver og 5-8 elever til gruppeprøver.
Næste større projekt for MusikSak er at være med i Det Midtjyske Strygersamarbejdes strygerfestival i oktober og at forberede næste forårs mange koncertaktiviteter, herunder Side by Side med Aarhus Symfoniorkester i maj 2019, hvor eleverne bliver placeret ved siden af de professionelle musikere og spiller koncert sammen.
Musiksak er et projekt under Aarhus Musikskole og støttes økonomisk af Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond, Nordea-Fonden, Wilhelm Hansen Fonden, CAC fonden og Hasle Skole.

From: Nyheder fra MUSIKEREN