KarriereKanonen sender otte navne til Smukfest

KarriereKanonen præsenterede en bred vifte af lovende navne i mange genrer fra den danske undergrund på årets SPOT Festival. Juryen – som består af repræsentanter fra Bandakademiet, Smukfest, P3 og P6 BEAT – har nu valgt de otte navne, der fortsætter i forløbet. De er:
Lærke Emilie, Hovedløs, k-Phax, F.M.K., Nikoline, Good Intentions, Vi leger musik og Dør nr. 13.

“Der blev leveret solide præstationer ud fra en bred vifte af genrer. Med så gode navne er det svært at vælge, men jeg er overbevist om, at vi nu har givet plads til de otte bedste,” siger Casper Bach Hegstrup, jurymedlem og musikansvarlig på P6 BEAT.

DMF-rådgivning til alle deltagere
Dansk Musiker Forbunds konsulenter Thomas Hyllested og Mikael Højris har fulgt de udvalgte i Karrierekanonen fra introstart på Danmarks Radio til koncerterne på dette års SPOT Festival i Aarhus.

”Vi er allerede godt i gang med rådgivning for nogle af de udvalgte, og vi fortsætter selvfølgelig gennem hele forløbet og yder råd og vejledning om bl.a. pladekontrakter til samtlige deltagere i Karrierekanonen i takt med, at behovet melder sig,” siger Thomas Hyllested.

De otte udvalgte går videre til koncert på Smukfest, hvorefter KarriereKanonens tre vindere bliver og træder ind i et skræddersyet forløb om karriereudvikling.


Om KarriereKanonen

  • KarriereKanonen er talentforløb, som ruster lovende musikere til en professionel karriere, hvor alle bliver hørt, får respons og bliver tildelt et udstillingsvindue, og særligt udvalgte får tildelt en endnu bredere vifte af udviklingsmuligheder.
  • Bag Karrierekanonen står: DR, der bidrager med platformen dr.dk/karrierekanonen, med løbende anbefalinger og med airplay og omtale på P3 og P6 BEATs flader. Bandakademiet, der bidrager med kunstnerisk og praktisk rådgivning i tæt samarbejde med musikbranchen, heriblandt Dansk Musiker Forbund. Og Smukfest, der bidrager ved at lægge scene til finalekoncerterne.
  • KarriereKanonen blev grundlagt i 2002 som et initiativ til at fremme kunstnere med dansk lyrik – dengang vandt navne som Magtens Korridorer, Tue West og Marie Key Band. Siden har KarriereKanonen udviklet sig til at fokusere på al dansk originalmusik på tværs af sprog og genrer.
  • Hvert år munder KarriereKanonen ud i, at tre kunstnere får et karriereforløb skræddersyet til præcis deres ønsker og behov. Blandt de seneste års vindere finder man navne som The Minds of 99, The Eclectic Moniker, Djämes Braun, Ida Gard, Vild $mith, Sonja Hald og Katinka.

LÆS OGSÅ: Karrierekanonen peger på 11 talenter
LÆS MERE: www.facebook.com/karrierekanonen/

From: Nyheder fra MUSIKEREN