Hjemmekoncert i Sydhavnen

Det er en ganske almindelig torsdag aften i det københavnske Sydhavnskvarter. Klokken er 19, og gaderne ligger stille hen i efterårsmørket. Ved den yderste boligblok i det tætbebyggede boligområde i København runger tunge beats, elektroniske effekter og en varm vokal ned gennem opgangen og ud på gaden fra tredje sal. På dørtelefonen er der et klistermærke med ”Rest In Beats”, og i opgangen møder naboerne hinanden med en pude under armen, før de strømmer ind i lejligheden på tredje sal, som er dagens venue for electronica-duoen Rest In Beats.

Vandt sin egen nabo-koncert

Vi er til hjemmekoncert hos værten Lotte Sabroe, der blev den glade vinder af en koncert i stuen gennem firmaet Low-Fi i forbindelse med Spil Dansk Ugen.
I motivationen for at vinde koncerten skrev hun bl.a.:

”Her hvor vi bor er der MEGA-lydt!!! Jeg følger fx interesseret med i min overbos brede og til tider fantastiske musiksmag. (…) Så vi må vise hensyn, men vi må også give hinanden plads i forhold til de liv, der leves her. (…)Hvis jeg vinder koncerten, vil jeg invitere mine naboer til en hyggelig stund, hvor vi har mulighed for at hilse på hinanden og få en fælles oplevelse.”

Dele-musik

Low-Fi valgte Lotte Sabroe som vinder, da hendes begrundelse faldt lige i Low-Fi’s koncept – at skabe hjemmekoncerter, der hylder sammenholdet og dele-princippet mellem mennesker. Men også for at give musikere en mulighed for at få sig en ny indtjeningsmulighed og et samlet vindue til at formidle deres musik igennem, fortæller Low-Fi’s grundlægger Anne Dvinge, der i dag har omkring 30 acts på sin hjemmeside:
”Hele idéen bygger på deleprincippet. Som musiker kan du udbyde hjemmekoncerter via Low-Fi’s site. Som vært kan du købe en hjemmekoncert til din stue og vælge, om det er en privat koncert for venner. Eller du kan vælge at dele koncerten med folk ude fra, der er medlem af Low-Fi, så dit hjem bliver et mini-spillested. Som publikum kan du se, hvor der er hjemmekoncerter i nærheden af dig, og købe en billet til en privat venue. Man deler dermed omkostningerne til musikerne for at spille,” fortæller Anne, der har undersøgt og forsket i hjemmekoncerter på Københavns Universitet.

Tilbage til stuen

Den lille stue er efterhånden fyldt med 20 småsnakkende naboer, der er blevet budt på øl og sodavand. Værten byder velkommen til aftenens nabokoncert, og de to musikere i Rest In Beats – Rezwan Farmi og Sebastian Rønde Thielke – står klar ved knapperne og mikrofonen i strømpesokker.
En velafstemt lyd – i forhold til den lille stue – begynder at strømme ud af Bose L1 compact system. Musikerne og publikum sidder helt tæt. Hvert et åndedrag, hver bevægelse fra musikerne har vi helt tæt på og er med i, og musikerne kan se og mærke hver en person i stuen.

Intim kontakt til publikum

”Det er første gang, vi har spillet en hjemmekoncert,” fortæller Sebastian Rønde Thielke efterfølgende: ”Og det var vildt fedt. Det er hverken som at stå i et øvelokale eller på en venue – men som at stå i en privat stue og spille for folk.” Og Rezwan Farmi supplerer:
”Det generer mig overhovedet ikke, at folk er tæt på. Tværtimod giver det rigtig meget, at man kan tale sammen, lige spørge om lyden er ok, se dem og interagere med dem. Da jeg ikke havde noget mikrofonstativ med, var en af publikum mikrofonholder. Og det giver en meget intim kontakt til publikum.”
Rest In Beats takkede af efter en times intens koncert og naboer, musikere og værten fik snakket af om oplevelsen, musiksmag og fællesskabet i opgangen, før de tog puderne under armen og fordelte sig op og ned ad trappen ude i opgangen.


Vigtigt:

Kontakt DMF´s AkasseService (amn@dmf.dk), hvis du udbyder din musik via firmaer som Low-Fi, da det kan få konsekvenser for din ret til dagpenge.

Links:

Læs mere om Low-Fi på www.low-fi.world
@loveficoncerts

From: Nyheder fra MUSIKEREN