Hvilke evner er vigtige at besidde for at være en god solist/frontfigur?
Der er virkelig mange evner ud i alle mulige grene, synes jeg, men blandt andet kræver det viljestyrke, mod, selvdisciplin og vedholdenhed. Man skal kunne tage mange beslutninger og nyde at være meget alene og tage udfordringerne, som de kommer. Man skal være inspireret, have visioner, være struktureret, være løsningsorienteret og nysgerrig. Og så skal man kunne samarbejde og være interesseret i alles bedste.
Hvordan arbejder du med at være frontfigur og bindeleddet mellem musikken og publikum?
Jeg taler med publikum, hvis de kommer hen til mig før og efter koncerten. Hvis de skriver til mig om deres tanker om musikken, svarer jeg. Jeg er meget interesseret i at høre om deres oplevelser af musikken.
Hvilke kompetencer er vigtige at besidde i rollen som bandleader?
Jeg har ikke selv erfaring med at spille i bands, men jeg tænker umiddelbart, at evnen til at samarbejde, lytte og være nysgerrig er vigtig. Man skal evne at have overblik og kunne strukturere og vide, hvornår man skal skære igennem, tage beslutninger og tage ansvar, uden at nogen føler sig tromlet. Og så skal man som person kunne inspirere de andre og løfte, når energien er lav og dermed have et stort overskud.
Hvordan understøtter du en god dynamik med dine medmusikere som bandleader og solist?
Jeg performer selv min egen musik, men når jeg samarbejder med andre kunstnere, for eksempel instruktører og scenografer, er det vigtigt, at der er gensidig tillid. At der er humor, og man ønsker at lytte til hinanden og er nysgerrige.
Hvilke faglige og/eller juridiske udfordringer har du haft som solist/bandleader?
At forhandle kontrakter er meget krævende og hårdt, for eksempel hvad angår en fair ligeløn. Ofte har jeg efterfølgende opdaget, at jeg faktisk var underbetalt i forhold til mine mandlige kollegaer. Det er også meget krævende at få alt det juridiske i kontrakterne bragt i orden, og jeg oplever, at man skal kæmpe for, at ens rettigheder bliver overholdt.
SØS Gunver Ryberg (1979)
- Elektronisk musiker og komponist, sceneperformer.
- Turnéer verden rundt med lydkunst, elektronisk musik og industriel rytme og techno.
- Er del af teaterkollektivet LOGEN.
From: Nyheder fra MUSIKEREN
