Anbefalingerne i rapporten fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik lyder på, at de tre rytmiske genreorganisationer i endnu højere grad skal sammentænke deres virksomhed med blik for det samlede musikmiljø i Danmark.
”Musikere og publikum har i dag ikke i samme grad som før et tilhørsforhold til en bestemt genre, men indgår i nye konstellationer og afsøger grænserne for de musikalske genrer. Derfor ønsker vi, at genreorganisationernes virksomhed skal kunne fungere samlet og koordineret i deres virke, så musik af høj kunstnerisk kvalitet understøttes og udvikles uanset genremæssige tilhørsforhold”, siger Bente Dahl, formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.
Herudover vurderer Kunstfonden, at JazzDanmark, ROSA og World Music Denmark hver for sig og i fællesskab bidrager til at styrke mangfoldighed, kvalitet og udvikling af musikalsk talent, nyskabelse og egenart i dansk musikliv. Og at de støtter og udvikler dansk musiks udfoldelsesmuligheder i udlandet gennem internationale samarbejdsprojekter, støtte til udvekslingsaftaler og turnéer.
”Vi er glade for at kunne se, at genreorganisationerne styrker sammenhængskraften mellem kunstneriske og kommercielle aktører i musiklivet. De bidrager derigennem til et rigt og mangfoldigt musikliv bestående af engagerede og dedikerede musikmiljøer,” siger Bente Dahl.
Evalueringen tager udgangspunkt i de forventninger, som er udtrykt i de fireårige aftaler mellem Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik og genreorganisationerne for perioden 1. januar 2013 – 31. december 2016.
Fakta om de rytmiske genreorganisationer
De tre genreorganisationer JazzDanmark, ROSA og World Music Denmark arbejder for at styrke og udvikle musiklivet i Danmark og dansk musik i udlandet inden for jazz, rock, folkemusik og verdensmusik. Dette sker gennem projektvirksomhed, netværksvirksomhed, rådgivning, formidling og tilskudsvirksomhed.
Tilsammen modtager de tre rytmiske genreorganisationer godt 13 mio. kr. årligt fra Statens Kunstfond. Derudover genererer organisationerne fra andre offentlige institutioner og desuden fra private fonde, sponsorer og egenindtægter på knap 6 mio. kr.
LÆS MERE: Rapport fra Statens Kunstfond
From: Nyheder fra MUSIKEREN
