Det så skidt ud for nogle uger siden for musikforeningen Mono. Budgetforhandlingerne i Aarhus Kommune betød, at kommunen ikke satte penge af til at sikre Monos fortsatte eksistens. 500 upcomingmusikere ville risikere at stå uden øvelokaler.
Forening fattes penge
Øveforeningen har omkring 500 medlemmer og råder over et stort bygningskompleks med 40 øvelokaler, studiefaciliteter og café i et industrikvarter i Åbyhøj. Huslejen er siden foreningens start i 2006 steget støt og roligt, og der er kommet mange uforudsete udgifter til for at drive huset. Det har skabt en voldsom forskel på en årlig husleje på 1,5 mio. kr. og et kommunalt driftstilskud på 770.000 kr. Hvis ikke kommunen ville yde et større tilskud, var det slut med Mono.
Vækstlag med musik i skoletasken
Men nu har Aarhus Kommunes magistratafdeling Børn og Unge været i det kreative tænkehjørne. Aarhus Kommune vil købe ydelser af Mono og på den måde bidrage til at skabe balance i øveforeningens regnskab. Mono stiller sig til rådighed over for skoler, fritidsklubber og ungdomsklubber og skal levere musik, undervisning og inspiration til børn og unge.
From: Nyheder fra MUSIKEREN
