Fanøsk bal indtager Christiania

Sønderhobal på Operaen er et årligt bal med musik fra Fanøs unikke musiktradition iscenesat i Operaens kunstneriske og farvestrålende rammer. Her præsenteres traditionen for et nyt publikum, hvor der vil blive skabt nogle spændende og anderledes rammer for Sønderhoballet.
I år starter aftenen med danseundervisning ved Dorthe Haubro Uhrbrand. Sønderhoning er både navnet på dansen, der går i 3/4, navnet på musikken der går i 2/4 samt navnet på de mennesker, der kommer fra Sønderho. Alle har mulighed for at deltage i danseundervisningen og lære grundtrinene i sønderhoningen.
Natten vil foregå i bedste Fanøstil med kaffepunch i baren, Fanødans og Fanømusik leveret af de to balorkestre: Rejseorkestret og Fristadskapellet. Fanø-centrifugen vil blive sat i gang med en entusiasme og glæde, der gør musikken levende, ekspressiv og powerfull.
Sønderhobal på Operaen foregår lørdag den 23. januar 2016 kl. 21:00 på Operaen på Christiania.
Entré: 60 kr. Billetter købes i døren. Følg eventen på Facebook.

From: Nyheder fra MUSIKEREN