En snylter i strømmen får sag på halsen

Nyheden om Aurous dundrede ud over de digitale nyhedsmedier for godt en måned siden. Den nye app/tjeneste blev kaldt for musikkens svar på Popcorn Time, og spådommen lød, at den ville ryste den digitale musikbranches fundament.

Retssag kom prompte

Aurous åbnede den 10. oktober, foreløbig i en meget tidlig version. Og knapt nok er de gået i luften, før RIAA, Recording Industry Association of America, truer med en retssag mod den nye opkomling. Ifølge The Guardian sker RIAA’s træk imod Aurous på vegne af en række store musikselskaber som Universal Music, Sony Music og Warner Bros.

Sådan fungerer Aurous

App’en/websitet Aurous benytter sig af Bit Torrent-teknologien – dvs. indfanger filer eller dele af filer fra tilgængelige servere og computere og serverer dem i en let tilgængelig brugerflade, som ligner Spotify eller andre streamingtjenester til forveksling.
I et interview i magasinet Billboard fortæller Andrew Sampson, der har udviklet Aurous, hvordan tjenesten fungerer. En væsentlig pointe er, at Aurous henter filer og links fra mere end omkring 120 lovlige tjenester som blandt andre Spotify, YouTube og SoundCloud.

De store kanoner kørt i stilling

Umiddelbart vil Aurous formentlig være lykken for den musikelskende og ikke betalingsvillige forbruger. For her kan han eller hun hente hvad som helst i musik – ét sted. Uden reklamer, abonnement og penge op af lommen.
Men at RIAA allerede nu lader de store angrebskanoner viser, at Aurous’ lange snabel nede i filer og links hos andre tjenester er en alvorlig trussel. Samtidig mener RIAA, ifølge artiklen i The Guardian, at Aurous’ ”netværk” henter filer fra et russisk piratsite.

Vi stiller blot et interface til rådighed

Aurous har ingen aftaler med kunstnerne, musikselskaberne og andre rettighedshavere. Ifølge RIAA er Aurous dermed ulovlig på samme måde som for eksempel Grooveshark og Grokster.
I interviewet med Billboard siger Aurous-stifter Andrew Sampson, at Aurous ikke har planer om at indgå licensaftaler. For den musik, Aurous henter hos andre tjenester, er allerede licensieret, lyder det fra Andrew Sampson. Han understreger også, at Aurous ikke lagrer noget som helst. Aurous bruger en Bit Torrent-lignende teknologi, hvor data flyver hen til den bruger, der søger. ”Vi stiller sådan set bare et interface til rådighed, ” siger Andrew Sampson til Billboard.
Læs tidligere artikel om Aurous på musikeren.dk
The Guardian om Aurous og RIAA
Interview i Billboard med Andrew Sampson, udvikleren af Aurous

From: Nyheder fra MUSIKEREN