Det skulle have været en 90-års-fødselsdagskoncert. Men da B.B. King døde i maj 2015, har Copenhagen Blues Festival valgt at lade årets store festivalkoncert i Amager Bio være en hyldestkoncert til den legendariske bluesguitarist, med titlen B.B. King – in loving memory.
Aftenens solister er alle inspireret af blueskongen og tæller Mike Andersen, Thorbjørn Risager, Shaka og James Loveless, Otis Grand (US) m.fl. Mindekoncerten er den 24. september, og som optakt kan man i Cinemateket se filmen B.B. King: The Life of Riley.
Over 50 blueskoncerter
Ud over B.B. King byder Copenhagen Blues Festival på over 50 koncerter fra den 23. til den 27. september med navne som amerikanske John Nemeth, Chicago-bandet Mississippi Heat og et væld af danske bluesmusikere som John Primer & CPH Slim, Delta Blues Band, Paul Banks & Jorgen Lang, Mama’s Blues Joint, H.P. Lange, Big Creek Slim, Miriam Mandipira, Hungry John (N), Jes Holtsø og Jan Gerfast Blues Band (S).
Uddeling af priser
Der er også Blues Cruise, Blues Dance Night og Blues Brunch. Og selvfølgelig den årlige uddeling af DMA Blues-priser “Årets Danske Bluesnavn” og “Årets Danske Bluesudgivelse”.
Læs om det hele på www.copenhagenbluesfestival.dk
From: Nyheder fra MUSIKEREN
