Dansk musikliv i chok over lukning

”DR’s mest innovative orkester lukker ned,” skrev Politiken i en kommentar til DR’s chokerende beslutning. – En holdning der deles af musikkens organisationer, musikerne og stor del af Danmarks musikelskere.
Støtten til at bevare orkestret er præcis så stor som chokket og ærgrelsen over den planlagte lukning. I skrivende stund torsdag den 11. september ses beviset herfor blandt andet på Facebooksiden ‘Bevar UnderholdningsOrkestret’, som har mere end 42.000 likes, og online underskriftskriftsindsamlingen som har opnået over 23.000 underskrifter.
LÆS MERE: Et kæmpe tab for dansk musikliv

En oprørt musikbranche

Musikbranchen står sammen i den enorme skuffelse over for DRs beslutning. Straks efter den nyheden mandag ved middagstid lød det klokkeklare budskab i en pressemeddelelse fra Dansk Musiker Forbund:
”Med nedlæggelsen af DR UnderholdningsOrkestret mister danskerne det mest populære orkester med det bredeste publikum. Et orkester der har stået som brobygger mellem det finkulturelle og populære, mellem klassisk og rytmisk musik, mellem ung og gammel,” sagde formand i Dansk Musiker Forbund, Anders Laursen, der også udtalte sig kritisk i adskillige medier mandag og tirsdag (se bl.a. indslag i DR TV Avisen).
Formand i Dansk Artist Forbund, Lena Brostrøm, tilsluttede sig bekymringen og skrev på organisationens hjemmeside, at det ikke kan ”opleves på anden måde end at være et kulturpolitisk statement, når DR vælger at skære et så populært public service organ”.
I en meddelelse fra Dansk Komponistforening lød det trist og poetisk: ”Det er et orkester, der bliver lagt ned. Et orkester, der som det smukke træ midt på gårdspladsen bliver fældet, uden at det er ordentligt gennemtænkt, hvordan pladsen vil se ud uden træet”.

Musikerne: Latterligt og ærgerligt

Utallige musikere kritiserer lukningen. Tim Christensen, der tidligere har givet koncerter sammen med DRUO og havde flere i pipeline, formulerede det således på sin Facebook: ”det er komplet latterligt at skære ned på noget så fint!”.
Og musikkollektivet Den Sorte Skole, der har optrådt med DRUO og flere koncerter planlagt i 2015 og 2016 med ny symfoni for dj’s og orkester, udtalte sin ærgrelse til GAFFA:
” Vi synes, det er hamrende ærgerligt for dansk musik, at DRUO lukkes, da man her virkelig arbejdede seriøst på at bringe det klassiske orkester i forbindelse med et både yngre og mere moderne publikum og i det hele taget havde en meget åben og progressiv tilgang til det klassiske orkesters fremtid i samspil med rytmisk og andet musik”.
I 55 år har Bent Fabricius-Bjerre haft DRUO som sin faste indspilningspartner på musik til film og tv. Han skriver en kærlig hilsen til orkestret på sin Facebook om at ”forhåbentlig vil man genoptage forhandlinger om en løsning på problemerne, så DR UnderholdningsOrkesteret fortsat kan fremstå som et orkester, der med lige stor indlevelse kan gå ind i alle musikkens hjørner.”

Politikere: Det er en forkert prioritering

Fra politisk hold kom der allerede mandag tilkendegivelser til Dansk Musiker Forbund fra Lars Barfod (K) og Morten Marinus (DF) om, at partierne har opfordret kulturministeren til at forhindre nedlæggelsen og stilet spørgsmål til ministeren om det, som hun skal besvare i folketingssalen. Kulturordfører i Venstre, Michael Aastrup Jensen, citeres desuden i Politiken, for at ”det er en forkert prioritering”, og det forlyder at Enhedslisten også ønsker at genåbne medieaftalen for at holde liv i orkestret.

DR mister synlighed i provinsen

Arrangører i provinsen er mærkede af lukningen. Bl.a. er ti planlagte nytårskoncerter i Aalborg Kongres & Kultur Center, Værket i Randers, Musikhuset Aarhus, Vejle Musikteater og Musikhuset Esbjerg i 2015 nu aflyst.
”Med nedlæggelsen af DRUO er DR ikke længere så synlige i provinsen,” siger direktør for Musikhuset Esbjerg, Torben Seldrup, der også er formand for Danske Koncert & Kulturhuse.
”Det har haft en enorm betydning, at DRUO har givet koncerter uden for DR’s Koncertsal. Ud over at være et orkester af meget høj kvalitet har det også været DR’s ansigt udadtil,” fortsætter Torben Seldrup, der nu står med ti tomme datoer midt i højsæsonen.
Støt op om bevarelse af DRUO:
Facebook
Underskriftsindsamling
————————————————————————

Udpluk fra internationale artikler om lukningen:

Der Standard
Gramophone
WQXR (US klassisk radiostation)

From: Nyheder fra MUSIKEREN