Comeback til radio og sejr for mobilen

Radiomediet er langt fra dømt ude, og musikstreaming er blevet dagligdag for de fleste. Hvis man skal tro rapporten ”Medieudviklingen 2015”, som DR Medieudvikling netop har sendt ud. Rapporten kommer hvert år og fortæller om danskernes vaner med radio, tv, net, streaming og mobil.

Musikken og brugerne

Musik er ikke særskilt behandlet i rapporten, men den viser tre væsentlige ting, der har med musikforbruget at gøre:
Danskerne lytter lidt mere til radio end de tidligere år, og det er især DAB/net-kanalen P5, der er gået frem.
Smartphonen er det altid tilstedeværende apparat, som vi bruger mere og mere til stort set det hele. Ikke mindst til musiklytning. Og så har brugen af musikstreamingtjenesterne banket den private musiksamling ned på listen over foretrukne måder at lytte til musik på.

P5 hitter

Radiolytningen er faldet støt og roligt siden 90’erne, men nu ser det ud til, at det går frem igen. Ikke voldsomme tal, men den daglige radiolytning er øget med fire minutter siden 2014. 
Det er især DR’s DAB/net-kanaler P7 og P5, der er gået frem. En af årsagerne er formentlig, som rapporten understreger, at en række P4-programmer er flyttet til P5, der nu er den fjerde mest lyttede radiokanal i DR. Både P4 og P3 er gået tilbage.
Der er tale om flowradio, og lyttermålingerne omfatter ikke podcasts, eller når man lytter til et allerede sendt program, der ligger på nettet. Denne del af lyttemønstret vil DR Medieforskning først kunne fortælle om til næste år, hvor on demand og podcasts bliver en del af lyttermålingerne.

Altid på

DR Medieforsknings rapporter er ikke nødvendigvis den fulde sandhed. Men tallene i den aktuelle rapport bekræfter tendenser, som de fleste nok vil nikke genkendende til. Vores brug af smartphone er et eksempel. Her viser rapporten, at mens der i 2011 var 20 procent, der gik på nettet med mobilen, var det 60 procent i 2015. Smartphonen har ændret vores onlinetilværelse, og for 30 procent af danskerne er mobilen det første, man kigger på om morgenen, og det sidste, man kigger på, inden man går i seng om aftenen.
24 procent af de danske Facebookbrugere er udelukkende på Facebook via mobilen. 63 procent bruger både computer og mobil til formålet.

Så streamer vi

Smartphonen er også afgørende for forbruget af musikstreaming. Streamingtjenesterne med Spotify som den største har for længst forstået, at musiklytning mere og mere flytter over på mobilen.
Generelt er musikstreaming nu blevet mainstream. Tilbage i 2010 foregik 10 procent af musiklytningen som streaming. I 2015 er det 35 procent. Til sammenligning stod den private musiksamling for 37 procent af musiklytningen i 2010, og det er dalet til 21 procent i 2015.

Playlister er populære

Når det drejer sig om at finde og lytte til ny musik, er der stor forskel på de unge og befolkningen samlet set. For de unge mellem 15 og 29 år er musikstreamingtjenesterne og YouTube langt mere brugt end for befolkningen generelt.
På streamingtjenesterne har playlister vundet over albummet. Kun 15 procent foretrækker at lytte til album på tjenesterne. For de unge mellem 15 og 29 år foretrækker 60 procent playlisterne – og primært deres egne.

Spotify størst

Streamingtjenesterne fortæller meget nødigt selv om markedsandele. Her kan DR Medieforsknings rapport give en fornemmelse af magtkampen mellem tjenesterne. Ifølge rapporten er Spotify stadig den absolutte mastodont. Omkring 60 procent bruger Spotify, mens andenpladsen er TDC/YouSee/Telmore med cirka en tredjedel af brugerne. Apple Music har formået at komme ind som nummer tre med ni procent, mens Tidal, Weezer og Google Play ligger under fem procent. Man kan jo godt abonnere på flere tjenester, men det er dog de færreste, der gør det. Rapporten viser desuden, at lanceringen af Apple Music i 2015 ikke har fået flere danskere til at benytte musikstreamingtjenesterne. Det er stadig fire ud af ti danskere, der bruger tjenesterne. 
Rapporten viser ikke umiddelbart noget om, hvilken rolle YouTube spiller i forhold til musikstreaming.

Se hele rapporten ”Medieudviklingen 2015” her.

From: Nyheder fra MUSIKEREN