Coco holder jubilæumsfestival

Concerto Copenhagen spillede sine første koncerter i januar 1991 og har siden udviklet sig til at være Skandinaviens førende ensemble inden for tidlig musik – dvs. musik fra mellem 1600 og 1780erne.
I år kan barokensemblet Concerto Copenhagen fejre 25-års jubilæum, og det markeres med en jubilæumsfestival fra den 10.-12. juni, der byder på fire nedslag i barokmusikken, historier fra Holbergs tid og uropførelser af nykomponerede værker af bl.a. huskomponisten Karl Aage Rasmussen.

Karismatisk leder

I 1999 blev den internationalt anerkendte cembalist og kammermusiker, Lars Ulrik Mortensen, tilknyttet som ensemblets kunstneriske leder. Mødet mellem Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen har ført til en spændende, kunstnerisk og musikalsk rejse, værdsat og rost af publikum og kritikere verden over.

Gammel musik på en ny måde

Ensemblet har formået at kombinere et repertoire bestående af velkendt europæisk musik med mindre kendte værker af skandinavisk oprindelse. På den måde er ensemblet et af de mest spændende og innovative barokorkestre i verden, der spiller originale fortolkninger. Samtidig har de en stærk evne til at kommunikere med publikum så musikhistorien bliver vital, relevant og nutidig under ensemblets kærlige behandling.
Det kan man bl.a. opleve under weekendens jubilæumsfestival eller til en af de mange jubilæumskoncerter og arrangementer, der afholdes gennem hele 2016.
Se programmet på www.coco.dk

From: Nyheder fra MUSIKEREN