Jazz Live-prisen uddeles 24. november, når DMA Jazz afholdes på Aveny-T i København. Prisen går til det spillested eller arrangør, der formår at give jazzbands eller -solister de bedste rammer og gør noget særligt for den danske jazzscene.
Jazz-musikerne bestemmer selv vinderen
Det er jazzmusikerne selv, der bestemmer, hvem der skal vinde den præstigefyldte Jazz Live pris, der går til årets spillested eller arrangør. Vinderen bliver den der får flest stemmer og foruden æren vinder arrangøren en koncert med Årets Nye Danske Jazznavn, der også overrækkes til DMA Jazz.
Er du jazzmusiker, kan du stemme på det sted, som du synes er særligt rart at spille på, eller hvor er der altid et godt og entusiastisk publikum, og hvor føler du dig som jazzmusiker allermest værdsat og velkommen?
STEM: Gå til afstemningen
Om Jazz Live Prisen
Jazz Live prisen er et skulderklap til en jazzarrangør, der har gjort noget ud over det sædvanlige og skabt rammerne for gode koncertoplevelser for både publikum og musikere.
Det handler selvfølgelig om sceneforhold, lyd og de fysiske rammer, men i høj grad også om, hvordan arrangøren behandler musikerne, og om de er dygtige til at promovere deres koncerter.
Rent musikalsk handler det om at sammensætte et godt og alsidigt musikprogram, gerne med plads til ny dansk jazz og skæve indslag, men altid med et fokus på at tiltrække nye publikummer gennem nye platforme og promotionmetoder.
Det er evnen til at få både musikere og publikum til at føle sig velkomne og om at sørge for, at der ikke er rod hverken i regnskabet eller backstagelokalet. Der er stor forskel på, hvor mange støttekroner de enkelte spillesteder/festivaler får. Derfor skal man også vurdere, hvor godt det enkelte sted har været til at disponere over de midler, de har til rådighed.
Retningslinjer for Jazz Live prisen
- Det er udelukkende musikere, der afgiver stemmer til Jazz Live prisen
- Alle arrangører af live jazz kan vinde: Både spillesteder, festivaler og jazzklubber.
- Vinderen bliver den arrangør af live jazz, som får flest stemmer i afstemningen.
- Arrangører i den samme by kan ikke modtage prisen tre år i træk.
- Når et spillested/festival har vundet prisen har man ”karantæne” i to år og kan ikke vinde prisen igen i denne periode. I år kan Buddha’s Jazzklub (vinder af Jazz Live prisen 2012) samt Jazzhus Montmartre (vinder af Jazz Live prisen 2011) derfor ikke vinde.
From: Nyheder fra MUSIKEREN
