Ansøg om koncert på SPOT 2016

Musikere indenfor alle genrer kan ansøge om en showcase på SPOT Festival 2016. Deadline for ansøgninger er mandag d. 23. november.

SPOT Festival finder sted i Aarhus og arrangeres af ROSA – Dansk Rock Samråd og MXD – Music Export Denmark. Den har i mere end 20 år været en formidlingsplatform for den danske og nordiske musik. I 2015 besøgte 8.000 gæster festivalen. Heriblandt 1.500 musikbranchefolk , hvor op mod en fjerdedel kom fra den udenlandske musikbranche.

SPOT hjælper musikere

En af målsætningerne med festivalen er at sikre, at de optrædende musikere får de bedste muligheder for at arbejde videre med musikken og deres karriereforløb. Derfor hjælper SPOT, i samarbejde med forskellige partnere, musikerne før og under festivalen med rådgivning i at få mest muligt ud af deres optræden og besøg på SPOT Festival.

I de to dage musikprogrammet spiller, er der sideløbende netværksmøder, seminarer og konferencer i SPOT+ området i Scandinavian Congress Center og rundt om i Aarhus.
Find ansøgningsskema og mere information på www.spotfestival.dk
SPOT Festival løber af stablen d. 29. og 30. april, 2016.

From: Nyheder fra MUSIKEREN