Årets bedste musikudgivelser

Vi nærmer os nytår, og det er tid til at se tilbage på det forgangne år. Også når det gælder danske musikudgivelser. Og det er lige præcis, hvad Statens Kunstfond har gjort.
10 danske udgivelser præmieres som Årets Bedste Musikudgivelser og Værker af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik, der i alt tildeler omkring 1 million kroner til de udvalgte musikere.
Formanden for udvalget, Kristina Holgersen, siger om præmieringerne:

Musik er en kunstart i konstant bevægelse. Den opstår på meget forskellig vis, og de mennesker, som skaber den, har yderst forskellig baggrund og arbejdsform. Udover de mange fængende musikalske fortællinger har vi i udvalget lagt mærke til og valgt at præmiere mange af de musikalske samarbejder, der er i Danmark i disse år. Musik skabes ofte i en tæt samskabende proces, uanset om det er rock, jazz, lydkunst, ny kompositionsmusik eller elektronisk musik.

Poesi og musikalsk nærvær

Ser man på de 10 præmieringer, Legatudvalget for Musik har udvalgt, er der tale om meget forskelligartede universer. Blandt de præmierede værker er Katinkas debutalbum ‘Vi er ikke kønne nok til at danse’, der har fået danskerne til at synge med på sine ekspressive og samtidig fintfølende sange. Katinka bygger på en dansk sangskrivningstradition med poetiske sange om forelskelsen, uperfekte skikkelser og vores relationer til hinanden.
Samtidig blev 2017 året, hvor orkestret Jonah Blacksmith fra Thy for alvor fik sat landsdelen på det musikalske Danmarkskort med en stribe meget anmelderroste koncerter rundt omkring i hele landet. Det er musikalsk nærvær kædet sammen af gribende fortællinger fra barndommen, familien og livet i Thy med brødrene Simon og Thomas Alstrup i front for orkestret.
Læs begrundelserne for de 10 præmieringer her.


Pengene er fordelt således:

  • Nelson Can, ”EP3”, 75.000 kr.
  • Katinka, ”Vi er ikke kønne nok til at danse”, 75.000 kr.
  • Phronesis, “The Behemoth”, 60.000 kr.
  • Jonah Blacksmith, “Jonah Blacksmith”, 50.000 kr.
  • Mai Ane Pil, “Aarhus Walks on the Water”, 50.000 kr.
  • Signe Mansdotter, “Tryk play for mord”, 50.000 kr.
  • Ib Nørholm, ”Symfoni nr. 13 – Contrappunto con amore”, 60.000 kr.
  • Aya Yoshida, ”Skyggen”, 50.000 kr.
  • Heilung, ”LIFA”, 75.000 kr.
  • Jonas Struck og Vladislav Delay, ”Qeda”, 60.000 kr.

Om præmieringer

Statens Kunstfond præmierer hvert år et antal musikværker, som har betydet noget særligt i dansk musik. Man kan ikke søge om at blive præmieret, da udvalget frit vælger mellem årets nye musikalske værker.

From: Nyheder fra MUSIKEREN