3.g’er vinder international klarinetkonkurrence

Klarinettisten Jonas Lyskjær Frølund har godt gang i sin musikerkarriere, allerede inden han har sat sine fødder på et konservatorium. Han er kun 18 år og 3.g’er MGK-elev på Sankt Annæ Gymnasium, men har allerede vundet et hav af konkurrencer og fået priser – både i Danmark og internationalt.

Yngste deltager og vinder

Senest vandt han i oktober måned den internationale klarinetkonkurrence “Concorso Internazionale di Musica ‘Marco Fiorindo’” i Torino i Italien, som konkurrencens absolut yngste deltager. I den indledende runde spillede han Carl Maria von Webers Concertino anonymt – dvs. bag et gardin, hvor musiker og jury ikke kan se hinanden. Juryen bestod bl.a. af soloklarinettisterne fra henholdsvis Berliner Philharmoniker og Orchestra Santa Cecilia di Roma.
Præmiefordelingen blev foretaget efter finalerunden søndag d. 19. oktober, hvor fem finalister skulle spille tre værker hver. Jonas vandt 1000 euro og et 200 euro-værdibevis til Vandoren (førende producent af mundstykker til klarinetter og saxofoner).

En vant vinder

Men vigtigst var de positive reaktioner fra dommere og udvidelsen hans musikalske netværk. For det er ikke første gang Jonas har deltaget i en international konkurrence på dette niveau.
I 2013 slap han igennem nåleøjet til 2. runde i Carl Nielsen konkurrencen, som konkurrencens alleryngste deltager på bare 17 år.
Som afslutning på et godt år, modtager Jonas Lyskjær Frølund et af de to store Jacob Gade legater på 100.000 kr. den 21. november 2014.


Jonas Lyskjær Frølund kort:

  • 2009: Andenpræmie på 2000 kr. i ”Unge spiller klassisk”.
  • 2009: Testamenteret legat på 13.000 kr. fra hr. og fru Amdrup, forhenværende medlemmer af Roskilde Musikforening.
  • 2010: Førstepræmie på 2000 kr. i ”Unge spiller klassisk”.
  • 2011: Guldmedalje ved Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence.
  • 2012: Øresunds Solist 2012: 1. præmie på 8.000 kr. og en talentpræmie på 15.000 kr. 2012: Som resultat af avancementet i Øresunds Solist blev han vikar for Martin Fröst i Koncerthuset i DR Byen. Fröst kunne ikke komme til den første prøve på Nielsens klarinetkoncert med Baltic Youth Orchestra i august 2012, og så spurgte koncertmester Christina Åstrand Jonas om at træde til.
  • 2013: Blev udtaget til Carl Nielsen klarinetkonkurrencen 2013 som én af de 42/197 udtagne. I denne konkurrence nåede han til anden runde.
  • 2013: Copenhagen Summer Festival 2013 talentpris på 10.000 kr. plus en koncert.
  • 2014: Pris på 8000 kr. i Øresunds Solist. 2014: Blev udtaget til Copenhagen Phils 1. soloklarinet-audition i maj 2014 som én ud af 25 og kom i anden runde.
  • 2014: pris på 1000 euro kontant plus 200 euro-gavekort til Vandoren i ‘XIV Concorzo Internazionale di Musica ”Marco Forindo”’
  • 2014: Modtager af det store Jakob Gade legat 2014

Spiller i mange kammermusiksammenhænge, bl.a. den faste klarinettrio ”Trio Aulos”.

Har spillet ved Schubertiaden 2011, Båstad Kammermusikfestival 2012 og Copenhagen Summer Festival 2012 og 2013.

Modtager undervisning af 1. soloklarinettist i Det Kongelige Kapel John Kruse på MGK på Sankt Annæ Gymnasium (går i 3.g). Derudover har han modtaget undervisning af Andreas Sundén, Jørgen Misser Jensen og været til masterclass med Yehuda Gilad.

From: Nyheder fra MUSIKEREN