Programmet skal overordnet bidrage til at bevare og udvikle den kulturelle og sproglige mangfoldighed i Europa og styrke de kulturelle og kreative sektorers konkurrenceevne. Med det formål retter ”Et Kreativt Europa” sig mod en bred vifte af kunstnere og aktører inden for de kulturelle og audiovisuelle sektorer.
Kulturminister Marianne Jelved siger:
”Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at få ”Et Kreativt Europa” på plads til gavn for kultursektoren i Europa – og dermed også til gavn for os alle. I en tid med stramme budgetter har EU alligevel – og med rette – valgt at satse på kultur og film. Kunsten har en værdi i sig selv – og kunsten kan fremme en kultur, der kan bidrage positivt til økonomien, regionsudviklingen, uddannelse og andre vigtige formål. Jeg håber, at programmet virkelig kan være med til at synliggøre den rigdom, som kultur og film er for Europa”.
Ud over at give støtte vil programmet også rumme en lånegarantiordning, der skal lette adgangen for de kulturelle og kreative sektorer til risikovillig finansiering.
Rådets vedtagelse følger efter Europa-Parlamentets godkendelse af programmet den 19. november. Programmet kan derfor starte den 1. januar 2014 og løbe frem til 2020.
Kilde: www.kum.dk
From: Nyheder fra MUSIKEREN
